Bindebreve og skidne æg...

...velkommen til påske på Borgmestergården i Nyborg.

Duften af veltilberedt mad spreder sig i hele huset og siver ud gennem de åbne vinduer ud til gårdhaven, hvor lyden af en hammer der slår mod stål, blander sig med lydene af madlavning, når der rumsteres med det gamle støbejernskomfur. Foråret så sagte kommer og som sædvanlig er der masser af oplevelser for hele familien på Borgmestergården i påsken.

Borgmestergården inviterer indenfor til en historisk påske med masser af oplevelser for hele familien. Kom og se den nye udstilling, gå på opdagelse i historien i de unikke omgivelser, hvor der er masser af aktiviteter. Du kan blandt andet lave dit eget bindebrev, forgængeren for gækkebrevet, trante med æg, se smeden arbejde og smage den gode gamle påskespecialitet, skidne æg, som bliver serveret til julens spegeskinke.

Samtidig kan du gå på opdagelse i de helt nye udstillinger, der lige er åbnet. Jakob og Johanne var børn er borgmesteren og storkøbmanden Mads Lerche, der byggede gården i 1601. De er genopstået som figurer, der er klar til at guide familien rundt i de nye udstillinger, der er en del af en stor foryngelseskur på Borgmestergården. Østfyns Museer og Nyborg Kommune er i gang med en gennemgående restaurering og fornyelse af både bygninger, udstillinger og formidlingstiltag.

Vi glæder os til at byde jer indenfor til masser af påskeaktiviteter på den gamle Borgmestergård i Nyborg 10.-12. april kl. 11-15.

For yderligere oplysninger, kontakt

Michèle D. Rylander Christensen, projektmedarbejder Nyborg Slot & Borgmestergården, mobil: 2429 8748,
e-mail: mdrc@ostfynsmuseer.dk

Janus Møller Jensen, afdelingsleder Nyborg Slot & Borgmestergården, tlf. 6531 0207, mobil: 2396 2076,
e-mail: jmj@ostfynsmuseer.dk

 

Sidst opdateret 03. april 2017