Eventyrlig vinterferie på Nyborg Slot og Borgmestergården

Tag med på en rejse til Den anden verden, når vi dykker ned i eventyrenes univers på Nyborg Slot og Borgmestergården i skolernes vinterferie i uge 7.

Foto: Østfyns Museer

Vi åbner dørene op i det vinterkolde slot og inviterer dig indenfor til farlige og fantastiske fortællinger om prinsesser, bæster, giftmord og onde stedmødre.
En stor del af de mange eventyr, vi kender i dag i, er meget ældre end Brødrene Grimms versioner. I 1500-tallet begyndte man at udgive bøger med eventyr, som blandt andet indeholdt fortællingerne om Snehvide, Askepot, Tornerose, Den Lille Rødhætte, Hans og Grete og mange andre. Mange af fortællingerne er imidlertid endnu ældre og går tilbage til middelalderens legender og fortællinger.

- Mange af historierne findes i varianter i middelalderen, som har været udbredte i Danmark, fortæller afdelingsleder ved Nyborg Slot, Janus Møller Jensen. Og fordi de versioner, vi kender i dag, blev skrevet ned i 1500-tallet, er det oplagt at forestille sig, at eventyrene også har været fortalt på Nyborg Slot til eksempelvis Christian 2. og den unge prins Hans, da de var børn på slottet. Under alle omstændigheder er de en del af en levende kulturarv, der går direkte fra middelalderen til nutidens versioner. Eksempelvis i sidste års julekalender 'Den Anden Verden' på DR.

I vinterferien er der samtidig sidste chance for at opleve de fantastiske kostumer og genstande fra DRs julekalender. Dem kan du se i udstillingen, Den Anden Verden, der er baseret på Brødrene Grimms eventyr. Den fungerer som baggrund for de mange spændende aktiviteter, hvor vi dykker ned i de velkendte historier om Snehvide, Rumleskaft og mange andre, som har rødder tilbage i middelalderen.

Spændende aktiviteter for alle

Kom og lav beskyttende amuletter og se om du kan overleve de forgiftede æbler. Husk også at smage på eventyret på Borgmestergården, hvor dragtlauget fyrer op i det gamle komfur og bager de kager, som heksen brugte til at fede børnene op med.

Der er aktiviteter i uge 7 fra mandag til fredag 13.-17. februar kl. 10-15. Både Nyborg Slot og Borgmestergården er naturligvis åbne for besøg alle dage fra torsdag 9. februar til og med søndag 19. februar.

For yderligere oplysninger, kontakt

Michèle Denise Rylander Christensen, museumsformidler Nyborg Slot & Borgmestergården, mobil: 2429 8748, e-mail: mdrc@ostfynsmuseer.dk

Janus Møller Jensen, afdelingsleder Nyborg Slot & Borgmestergården, tlf. 6531 0207, mobil: 2396 2076, e-mail: jmj@ostfynsmuseer.dk

Sidst opdateret 06. februar 2017