Unik oplevelse sat på auktion

Nyborg Kommune og Østfyns Museer deltager i Danmarks Indsamlingen og sætter i den forbindelse en unik oplevelse på auktion.

Oplevelsen - Til bords med Reformationskongen – giver vinderen af auktionen mulighed for at få en ekstraordinær smags- og sanseoplevelse for ti personer i riddersalen på kongens slot i Danmarks Reformationshovedstad Nyborg.

Nyborg Kommune og Østfyns Museer byder på en unik madoplevelse i forbindelse med markeringen af Reformationsjubilæet i 2017. Nyd en eksklusiv tre-retters middag med drikkevarer fra Kongens Fadebur inspireret af renæssancens køkken for ti personer i de helt autentiske omgivelser på Nyborg Slot. Middagen, der består af nutidige lækkerier med et historisk snit, indtages i den samme riddersal, hvorfra det nye protestantiske kongerige skulle regeres efter Reformationens indførelse i Danmark.

I skæret fra den åbne pejs og de mange lys vil I få præsenteret historien om Nyborgs centrale rolle under Reformationen i Danmark siddende til højbords med Christian 3. selv, mens kongens egen protestantiske taffel- og hofmusik spilles.

I de kommende år vil Nyborg Slot blive genrejst i fordums styrke i et stort projekt, hvor Nyborg Slot genopføres i et moderne arkitektonisk snit. Nyborgs centrale placering under Reformationen indgår også som element i den store fortælling om Nyborg – Danmarks Riges Hjerte – med henblik på optagelse på UNESCO’s Verdensarvsliste.

Oplev slottet og historien på en helt ny måde i de helt autentiske omgivelser, mens du får en eksklusiv madoplevelse fra det moderne Kongens Fadebur, der er med til at levendegøre historien gennem smagsoplevelser og gode råvarer.

Oplevelsen er anslået til at have en værdig af ca. 50.000 kr. og skal benyttes inden 1. oktober 2017.

Auktionen bliver afviklet på Lauritz.com i perioden 20.1. – 4.2.2017. Det sker på en særlig auktionsside, hvor alle kommunernes auktioner kan findes. Alle kan byde på auktionerne, og man kan løbende følge auktionsbuddene. På danmarksindsamling.dk vil man også kunne finde oversigter over auktionerne, ligesom de vil blive markedsført på de sociale medier.

Du kan byde på oplevelsen her

Danmarks Indsamlingen samarbejder med DR i ugen op til selve TV-showet, der finder sted lørdag 4. februar 2017 og sendes direkte på DR1. Der vil være optaktsprogrammer på DR1, massiv radiodækning på P1, P3 og P4 og fuld skrue på dr.dk og de sociale medier.

For yderligere oplysninger, kontakt

Janus Møller Jensen, afdelingsleder Nyborg Slot og Borgmestergården,  tlf. 2396 2076, e-mail: jmj@ostfynsmuseer.dk

Kenneth Muhs, borgmester, tlf. 2159 9966, e-mail: kmu@nyborg.dk

 

Sidst opdateret 20. januar 2017