Forskere fortæller om middelalderen

Det har været afholdt på Nyborg Slot siden 2010, men nu bliver det foreløbigt sidste gang, at Christian 3.s historiske riddersal lægger rammer til forskerseminaret om middelalderen, Dies Medievalis.

Luftfoto over området ved Nyborg Slot

Mandag 29. maj mødes middelalderforskere fra hele landet igen i riddersalen på Nyborg Slot, for at præsentere og diskutere det seneste nyt fra forskningsfronten i de historiske omgivelser på Nyborg Slot. Det er som sædvanligt et alsidigt og spændende program. Hør blandt andet Steffen Heiberg fortælle om modernitetens rødder i renæssancen og Nils Hybels svar på, hvilken magt kongemagten egentlig besad før år 1300. Derudover kan du høre om den skandinaviske elite i 1000-tallets England, Valdemartidens leding, verdens bedst bevarede orlogsskib fra 1400-tallet og Christian 2.s billedpolitik blandt meget andet.

Det bliver med andre ord endnu en fremragende Dies Medievalis. Men det bliver foreløbigt for sidste gang på Nyborg Slot. Slottet står nemlig over for den største ombygning og restaurering siden middelalderen. Slottet vil derfor ikke være tilgængeligt i et par år, mens byggeriet står på. Til gengæld kan man være vidne til, at den gamle kongeborg genopstår i en skikkelse, der skal formidle og gøre både slottet og historien tilgængelig for alle.

- Forhåbentligt vil Dies Medievalis fortsætte, når Nyborg Slot genåbner i 2020, og hvor vi oven i købet vil have moderne faciliteter til at afholde seminarer og konferencer inde på slottet i den nye Danehofsal, siger Janus Møller Jensen, der er afdelingsleder ved Nyborg Slot. Han indrømmer dog, at det også er lidt vemodigt at afholde den sidste Dies i riddersalen, da Dies kom til Nyborg Slot samtidig med, at Janus Møller Jensen gik fra at være korstogsforsker til af blive afdelingsleder på slottet. I 2018 er bygge- og restaureringsprojektet for alvor gået i gang, og slottet lukket i en periode indtil det nye slot og museum åbner i 2020.

Dies Medievalis er et årligt tilbagevendende tværfagligt forskningsseminar, hvor danske middelalderforskere præsenterer de nyeste forskningsresultater og forskningsprojekter til gensidig inspiration. Seminaret arrangeres i samarbejde mellem Middelaldercentret ved Syddansk Universitet og Nyborg Slot, som del af en generel samarbejdsaftale mellem Østfyns Museer og Syddansk Universitet.

Det er et forskningsseminar, men er som sædvanligt åbent for alle interesserede. Det er samtidig sidste mandag, at der er lukket, inden slottet holder åbent alle dage i sommersæsonen frem til 31. august.

Læs hele programmet her

For yderligere oplysninger, kontakt

Janus Møller Jensen, afdelingsleder Nyborg Slot & Borgmestergården, tlf. 6531 0207, mobil: 2396 2076,
e-mail: jmj@ostfynsmuseer.dk

Sidst opdateret 26. maj 2017