Nyborg Kommune topper igen ligestilling

Resultatet af kommunernes ligestillingsredegørelser viser, at Nyborg Kommune igen indtager førstepladsen blandt landets 98 kommuner.

Et målrettet arbejde med kvindelige ledere, mænd i omsorgsjob og etnisk ligestilling placerer endnu engang Nyborg Kommune som den absolutte topscorer, når det handler om ligestilling.

Hvert andet år udarbejdes en samlet redegørelse, der skal skabe overblik over ligestillingsarbejdet i kommuner, regioner og statslige institutioner.
Kommunerne vurderes på to områder: Ligestilling på personaleområdet og ligestilling for kerneydelser.

På begge områder scorer Nyborg Kommune markant højest med over 90 point. Til sammenligning er landsgennemsnittet for alle kommuner på 38 point.

Det er sjette gang i træk, at Nyborg ender på førstepladsen i undersøgelsen, og forklaringen er blandt andet, at kommunen har udarbejdet en række retningslinjer, både når det handler om, hvorvidt begge køn skal være repræsenteret i ansættelsesudvalg, og når det handler om at holde fokus på etnisk ligestilling ved ansættelser.

Læs mere om ligestilling i Nyborg Kommune her

Læs mere om ligestillingsredegørelser på http://www.ligestillingidanmark.dk/ 

For yderligere oplysninger, kontakt

Sonja Marie Jensen, formand for Ligestillingsudvalget, tlf. 6013 0754, mail: smj@nyborg.dk.

 

Sidst opdateret 28. august 2018