Gratis klamydiahjemmetest til unge

Antallet af registrerede klamydiatilfælde i Danmark er steget. I Nyborg Kommune ses samme tendens.

Som noget nyt kan kommunens unge i alderen 15-25 år i 2018, bestille en gratis klamydiahjemmetest online, hvis de har haft ubeskyttet sex.

Mange unge smittes hvert år med klamydia pga. ubeskyttet sex. Mere end halvdelen opdager det ikke. Hvis man har haft ubeskyttet sex, er det derfor vigtigt at blive testet. Det kan man få gjort gratis hos sin egen læge. Derudover tilbyder Nyborg Kommune 2018, at unge online kan bestille en gratis hjemmetest for klamydia.

- For nogle unge kan det grænseoverskridende at gå til lægen og blive tjekket for en kønssygdom, men det er altså vigtigt at blive testet. Vi har derfor valgt at afprøve en ny ordning i 2018, hvor unge i alderen 15-25 år, kan bestille en test på nettet, som man får tilsendt med posten i en diskret pakke. Det er på den måde et supplement til muligheden for at gå til egen læge, fortæller formand for Sundheds- og Forebyggelsesudvalget, Jan Reimer Christiansen og fortsætter; - Unge mennesker færdes så hjemmevant på nettet i dag, så derfor vil vi gerne forsøge at nå dem, der hvor vi ved, at de er.

Hvad er klamydia?

Klamydia er en bakteriesygdom, som kan smitte ved seksuel kontakt. Det er langt fra alle som  smittes med klamydia, som oplever symptomer på sygdommen. Almindeligvis er det kan ca. halvdelen, af de som smittes med klamydia, som gør og mange kan derfor være smittet uden at vide det. Typiske tegn på klamydia er fx udflåd fra urinrøret, svie når man tisser og hos kvinder også pletvise blødninger. 

Fordi kun ca. halvdelen af de som smittes, oplever symptomer på at være smittet, kan mange, uden at opdage det, risikere at give sygdommen videre. En ubehandlet klamydiainfektion kan blandt andet forårsage graviditeter uden for livmoderen og sterilitet for både mænd og kvinder.

Fakta

I 2015 blev der registreret 31.692 tilfælde af klamydia i Danmark, mens tallet i 2016 var steget til 34.132. Også i Nyborg Kommune er tallet steget. Fra 2014 til 2016 steg antallet af registrerede klamydiatilfælde blandt de 15-29 årige fra 15,4 tilfælde pr. 1000 indbyggere til 23,3 tilfælde.

Læs mere om klamydia her

Bestil en test her

For yderligere oplysninger, kontakt

Katrine Frost Grønholdt, sundhedskonsulent, tlf. 6333 8104, e-mail: kfg@nyborg.dk

Sidst opdateret 20. februar 2018