Næsten tusind tilmeldte til Nyborg Kommunes årlige Aktivitetsdag

For syvende år i træk holder kommunen Aktivitetsdag, og i år har 975 medarbejdere tilmeldt sig arrangementet. Aktivitetsdagen byder traditionen tro både på motion og socialt samvær.

Aktiviteterne består af gå- og løbeture, cykling, volleyballturnering, samt årets nye aktivitet petanque. Efterfølgende står programmet på fællesspisning, musikalsk indslag og prisuddeling.

Årets Aktivitetsdag bliver skudt i gang 16. maj kl. 16.45, hvor medarbejderne bydes velkommen på stadion ved Nyborg Idræts- og Fritidscenter. Efter musklerne er blevet varmet op ved en fælles opvarmning, sendes deltagerne ud på enten gå-, løbe- eller cykelruten. Samtidig vil 18 hold dyste på græsset i en volleyballturnering og 12 hold i den nye aktivitet, petanque. Undervejs på ruterne og i turneringerne skal medarbejderne løse opgaver ved tre forskellige poster, som traditionen tro, omhandler Nyborg Kommune. Der vil være forplejning undervejs ved aktiviteterne i form af frugt og vand.

- Endnu en gang bliver jeg imponeret over medarbejderes store opbakning til Aktivitetsdagen i Nyborg Kommune. Det vidner om et stort socialt engagement, at 975 medarbejdere deltager på en dag fyldt med aktivitet og godt selskab. Aktivitetsdagen er en tradition, som jeg ser frem til hvert år. Det er inspirerende, at se medarbejdere på tværs af afdelinger mødes til sådan et arrangement og det er helt sikkert noget der bidrager til et bedre samarbejde blandt medarbejderne, udtaler borgmester Kenneth Muhs. Borgmesteren prøver i år kræfter med den lange løberute på 7 kilometer sammen med blandt andre kommunaldirektør, Lars Svenningsen.

Når medarbejderne har gennemført de forskellige aktiviteter er der dækket op til fællesspisning i tennishallen, hvor der samtidig spilles livemusik. Efter fællesspisningen er der præmieoverrækkelse, hvor vinderne af dagens holdopgaver bliver uddelt og i samme ombæring bliver Nyborg Kommunes Arbejdsmiljøpris 2018 også uddelt. Prisen går til en afdeling eller institution i Nyborg Kommune, der har gjort en særlig indsats for et positivt og godt arbejdsmiljø i det forgange år.

Kommunen støtter Aktivitetsdagen økonomisk. Aktivitetsdagen er samtidig støttet af flere lokale virksomheder, der venligt har sponsoreret forplejning. Ligeledes har lokale foreninger bidraget med opsætning og nedtagning af de forskellige aktiviteter.

Program for Aktivitetsdagen 2018

Kl. 16.45: Velkomst v. borgmester Kenneth Muhs.
Kl. 17.00: Fælles opvarmning
Kl. 17.15: Startskud til aktiviteterne
Kl. 17.35: Startskud til den sene gårute
Kl. 18.40: Fællesspisning, musik, præmieoverrækkelser og uddeling af Arbejdsmiljøprisen 2018

Alle ruter kan ses her

For yderligere oplysninger, kontakt

Kenneth Muhs, borgmester, tlf. 6333 7101, mail: kmu@nyborg.dk

Anne Mette Walmar Andersen, sundhedskonsulent, tlf.6333 8105, mail: sund@nyborg.dk

Sidst opdateret 14. maj 2018