Den Fynske Kulturpris 2018

Skt. Mads Kildemarked 19. august 2017 og MusicalTalentSkolen Nyborgs musical ”In the Heights” er indstillet til Den Fynske Kulturpris 2018 af Kultur- og Fritidsudvalget.

Indstillede aktører til Kulturprisen 2018

Det er Kulturregion Fyn, et samarbejde mellem 9 fynske kommuner og Kulturministeriet, der uddeler prisen. Prisuddelingen finder sted 16. november 2018 i Kulturhuset Støberiet i Bogense.

Begrundelse for indstillingerne

Skt. Mads Kildemarked 19. august 2017 – drevet af foreningen Sankt Mads Lauget

Sankt Mads Kildemarked har formået at revitalisere og tydeliggøre en fynsk kulturtradition, der rækker årtusinder tilbage i vor fælles historie, og har formået at formidle denne på en vedkommende og fornøjelig måde.
Sankt Mads er den fynske version af evangelisten Mathæus, som har lagt navn til helligkilden, der er knyttet til Vindinge Kirke. Denne kilde var i middelalderen et valfartssted, der tiltrak folk langvejs fra, og når de havde drukket af det hellige vand og var blevet helbredt for alle deres gebrækkeligheder, da søgte de bagefter til kirken, og ofrede og takkede der. De mange mennesker gjorde det nødvendigt at kirken gentagende gange måtte udvides, og dermed blev Vindinge Kirke Fyns største landsbykirke. Når folk havde været i kirke, havde de andre fornødenheder, der pressede sig på, og et kildemarked udviklede sig hastigt på kirkegården og rundt om. Det var så stor en kommerciel succes, at Nyborg købstad ”stjal” det i ca. 1550 og tog det ind til byen.
Som markedsprogrammet er skruet sammen, så er det muligt at opleve alle de historiske aspekter af kildedyrkelsen, helt fra den meget spirituelle over det kirkelige til det bredt underholdende.
Denne konkrete lokale historie supplerer Nyborgs historie, idet Vindinge var forudsætningen for den Nye-borg.

MusicalTalentSkolen Nyborgs musical ”In the Heights”

Det er aldrig før sket i Danmarkshistorien at en ungdomsteatergruppe har haft Skandinavisk premiere på en Tony-vindende Broadway musical. Det er ganske enkelt uden sidestykke.
Forestillingen er blevet til med de otte dimitterende elever fra MusicalTalentSkolen sammen med 10 andre fynske amatørskuespillere og otte musikere, der har deres gang på Syddansk Musikkonservatorium.
In the Heights er et unikum i musicalhistorien. Det er den første store musical, der er skrevet af og til latinamerikanere (West Side Story handlede også om latinoer, men forfattere, komponister og de fleste skuespillere var hvide). Det er også den første musical, der blander latinorytmer med hip hop og R’n’B. Meget af musicalen er rappet, så skuespillerne skulle ikke kun lære at danse salsa, brasiliansk karneval og street, de skulle også lære at rappe, udover at synge og danse almindelig musical.
Forestillingen er samtidig så universel i sine temaer om hjemstavn, udlængsel, frygten for ikke at slå til og præstationspres for unge, at den uden problemer taler til det danske publikum – voksne såvel som unge.

Nyborg Kommune ønsker held og lykke til dem begge.

Sidst opdateret 23. oktober 2018