Balletelever fra Nyborg skal danse for dronningen

Kom og se med når eleverne fra balletskolen Village-Ballet Nyborg skal danse for H. M. Dronningen, når sommertogtet 31. maj 2019 går til Nyborg.

Balletpiger fra Village Ballet-Nyborg

I anledning af besøget bliver der opsat en udendørs scene foran Nyborg Bibliotek, hvor balletopvisningen vil finde sted. Pladsen foran Nyborg Bibliotek er valgt, da det er Nyborg Bibliotek der til daglig driver balletskolen Village Ballet-Nyborg, og så ligger det samtidig lige midt i hjertet af Nyborg og med udsigt til det ny renoverede Nyborg Slot og den snart 80 år gamle biblioteksbygning.

Alle er velkomne til at kigge forbi og overvære opvisningen sammen med H. M. Dronningen.

To store oplevelser

H. M. Dronningens besøg er kronen på et halvår med store oplevelser for den lokale balletskole Village-Ballet Nyborg. Søndag 17. marts 2019 deltog eleverne i Det Kongelige Teaters årlige Store Balletskoledag, hvor de dansede på en af Danmarks mest ikoniske og storslåede scener – Gamle Scene på Kongens Nytorv.

Nu kommer de så også til at opleve noget så sjældent og unikt som at danse for Danmarks regent, og oven i købet en regent der gennem sit liv har vist stor interesse for ballet og designet kostumer til flere stor balletforestillinger i København.

Village-Ballet Nyborg

Village Ballet-Nyborg holder til i Landporten, som er drevet af Nyborg Bibliotek og som i 2017 gennemgik en stor renovering, hvor den gamle gymnastiksal blev transformeret til en dansesal med spejle og dansegulv. Der optages løbende nye elever – børn og voksne - på balletskolen.

Læs mere om Village Ballet-Nyborg 

 

Sidst opdateret 30. maj 2019