H. M. Dronningen ærer de danske søfolks indsats under krigen 1939-1945

Monumentet ”FORSAVN” står smukt på Kongens Skibsbro og bliver en del af det første programpunkt, der møder H. M. Dronningen og Kongeskibet Dannebrogs besætning, når de anløber Nyborg Havn 31. maj 2019.

Monumentet Forsavn

Der skulle gå mange år, før de danske søfolks indsats under 2. Verdenskrig blev officielt anerkendt. Det skete først, da Hendes Majestæt Dronningen, på Normandiets strand 6. juni 2014, gav dem Danmarks officielle anerkendelse, og Dannebrog, sammen med de allieredes flag, gik til tops.

Men tabene var også store i havnebyerne på Fyn, og da i særlig grad i Nyborg, hvorfra i alt 35 krigssejlere mistede livet. Derfor indgik Nyborg Marineforening og Nyborg Kommune i 2014 et samarbejde om at få rejst et monument i Nyborg til minde og ære for disse 35 omkomne søfolk. Og Albani Fonden gav intet mindre end 650.000 kr. til projektet, der også blev støttet af flere af byens erhvervsvirksomheder fx Munck Gruppen, Vognmand Erik Jørgensens Eftf. A/S m.fl.

Som kunstner valgtes den midtfynske billedhugger Lars Abrahamsen, der ofte arbejder i store skulpturer af genbrugstræ, der nok har en genkendelig form, men samtidig rummer en stærk poetisk dimension, der giver skulpturerne en æggende flertydighed.

”FORSAVN” blev afsløret ved et højtideligt og ærefuldt arrangement på Kongens Skibsbro 6. juni 2018 – 74 år efter D-dag.

H. M. Dronningens besøg i Nyborg starter med en kranselægning ved monumentet ”FORSAVN” til ære for de omkomne søfolk og deres efterkommere.

Sidst opdateret 29. maj 2019