H.M. Dronningen besøger Nyborgværkstedet

På Nyborgværkstedet er der for tiden en sitrende stemning blandt borgere og medarbejdere, efter at det blev offentliggjort, at H.M. Dronningen aflægger besøg på Nyborgværkstedet i forbindelse med sommertogtet.

Kongehusets Krone 1

Forberedelserne til den store dag er i fuld gang, og alle har en andel i at få skabt en festlig og kongelig dag.

Haven skal ordnes, vinduerne pudses, gulvene bones og gangene dekoreres. Selv flagstangen får en overhaling, da flagsnoren er knækket og skal skiftes. Den 31. maj skal Dannebrog til tops, så det er en vigtig opgave.

Enkelte har dog en helt special opgave på dagen. Den borger, der skal overrække H.M. Dronningen blomster, er gået i skrap træning for at kunne neje så dybt som muligt. Men det er ikke noget problem, når man er en stor fan af den kongelig familie. Og ved hjælp af talekort øver dagens toastmaster sig allerede nu i at sige ”Hendes Majestæt og Deres Kongelige Højhed”.

På Nyborgværkstedet skal H.M. Dronningen se arbejdende værksteder og slutte af med at se underholdning i form af bl.a. musik og dans.

Når der er vinket farvel til H.M. Dronningen, er der planlagt en kongelig fest med alle borgerne. Når nu skjorten er strøget, og håret er vandkæmmet, er det oplagt også at få lidt godt til ganen og en svingom.

For yderligere oplysninger, kontakt

Flemming Holt Nielsen, leder af Nyborgværkstedet, tlf. 6333 6921, e-mail: fhni@nyborg.dk

Fakta

Nyborgværkstedet er et beskæftigelsestilbud for borgere med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Sidst opdateret 19. maj 2019