Kommentarer til Kulturarvsmasterplanen efterspørges

Kulturarvsmasterplanen for Nyborg og Kongernes Østfyn er færdig. Indtil 9. juni er der lejlighed til at komme med kommentarer, der kan indarbejdes i planen.

Kulturarvsmasterplanen er udarbejdet i et samarbejde mellem Nyborg Kommune, Østfyns Museer og Slots- og Kulturstyrelsen.

Kulturarvsmasterplanen er en strategisk plan med et 50-årsperspektiv, der skal fungere som et styringsværktøj for, hvordan hovedfortællingen om Nyborg – Danmarks Riges Hjerte kan bevares, udvikles og tydeliggøres i det fysiske byrum i Nyborg og nærmeste omgivelser. Planen skal sikre et effektivt og smidigt samarbejde mellem fredningsmyndighederne, Nyborg Kommunes plan- og anlægsadministration samt Østfyns Museers varetagelse af de kulturhistoriske interesser. Kulturarvsmasterplanen er en hjørnesten i det store kulturarvsarbejde, der foregår i Nyborg i disse år, og den er en del af ansøgningen om optagelse på tentativlisten/UNESCO´s verdensarvsliste.

Det er med planen tillige et mål at gøre borgere og bygningsejere interesserede og bevidste om byens og egnens rige kulturliv. Dette gøres dels ved at stille et digitalt register på ejendomsniveau til rådighed for borgerne og dels ved udgivelsen af en trykt udgave, der beskriver byens og kommunens kulturarv på et mere overordnet og sammenfattende niveau.

Kulturarvsmasterplanen fremdrager de vigtige kulturmiljøer, bygninger, forløb og fortællinger og udpeger konkrete indsatsområder og målsætninger, som kan evalueres og vurderes i forhold til dels de centrale kulturarvsværdier og i forhold til byens liv og rum. Metoden er nyskabende ved på en gang at have det lange perspektiv på 50 år og samtidig være et fleksibelt værktøj, som kan indarbejde fremtidige udviklinger, som vi ikke kender i dag. Det vil således være naturligt at revurdere og revidere planen for hver 5. eller 10. år afhængig af udviklingens styrke og øget viden på kulturarvsområdet.

Kulturarvsmasterplanen er så vidt vides den eneste af sin art siden en omfattende masterplan blev lanceret for Jelling i begyndelsen af 1950´erne, – og er endnu mere omfattende ved at omfatte hele den indre by og de nærmeste omgivelser.

Se Kulturarvsmasterplanen her

Besøg også kulturarvsmasterplan.nyborg.dk

NB: Brug en moderne browser som Google Chrome, Microsoft Edge eller Safari.

Der vil indtil 9. juni være lejlighed til at komme med kommentarer, der kan indarbejdes i planen. Kommentarer sendes til Peter Holm, email: peh@nyborg.dk
Kulturarvsmasterplanen går herefter i trykken og udgives i løbet af sommeren som bog på ca. 160 sider til en pris af 100 kr./stk. I to uger efter udgivelsen kan bogen erhverves for 25 kr./stk.

For yderligere oplysninger, kontakt

Mette Ladegaard Thøgersen, museumsinspektør, ph.d., leder af Nyborg Slot & Kulturarv, tlf. 6531 0207, e-mail: mlt@ostfynsmuseer.dk 

Peter Holm, arkitekt i Nyborg Kommune, tlf. 6333 7944, e-mail: peh@nyborg.dk

 

Sidst opdateret 27. maj 2019