Så er de første midlertidige byrumsmøbler etableret

Der er sat bænke og møbler op ved Nyborg Station, et enkelt møbel i Christian Hansens Have, og bord-bænk-sæt ved kolonihaverne ved Ravelinsvej.

Byrumsmøbler

Initiativet er første skud af indsatsen omkring midlertidige byrum, der kommer til at køre over sommerferien. Det stammer oprindeligt fra strategiplanen ”En samlet by”, og de penge (6 mio. kr.) som byrådet i år har afsat til forskellige indsatser for at fremme bylivet i Nyborg.
 
Målet er at afprøve indretning af nye byrum, bl.a. om opholdsmøbler benyttes på de nye steder. På sigt skal mange af løsningerne gøres permanente, hvor det har vist sig, at være en succes.

Teknisk afdeling arbejder de kommende måneder videre på  midlertidig indretning af flere centrale pladser/steder i bykernen:

  • Krydset Korsgade / Dronningensvej
  • Krydset Strandvejen / Adelgade
  • Krydset Nørrevoldgade / Nørregade / Skolegade / Birkhovedvej (ved træet overfor Bladhuset)
  • Slotsgade ved Borgmestergården
  • Mellemgade
  • Vægtergade

 

Sidst opdateret 15. maj 2019