Tilde skal overrække blomster til H.M. Dronningen

10- årige Tilde Hansen, der går i 4. klasse på Vibeskolen afd. Ullerslev, skal være blomsterpige, når H.M. Dronningen kommer på officielt besøg i Nyborg 31. maj 2019.

Tilde Hansen, blomsterpige for H.M. Dronningen 31. maj 2019

”Ingen tyggegummi og ingen mobiltelefon, men ellers skal du bare smile og se sød ud”, var nogle af ting, der blev talt om, da Tilde og hendes mor Sofie var inviteret til et lille møde på rådhuset for at gennemgå Tildes store opgave som blomsterpige, når Kongeskibet Dannebrog anløber Kongens Skibsbro.

Og er der noget Tilde kan, så er det at smile og se sød ud.

Men det er ikke det eneste, Tilde er god til. Karen Rasmussen, der er skoleleder på Vibeskolen fik opgaven med at finde et blomsterbarn, og valget faldt på Tilde, der til dagligt går i 4. klasse på Vibeskolen afd. Ullerslev. - Tilde er en rigtig sød pige, der er omhyggelig med sit skolearbejde, sød ved sine kammerater og kerer sig om alle. Herudover er Tilde også en pige, som tør at “være på” og tør at tage et ansvar på sig, fortæller Karen Rasmussen.

Da Karen ringede til Tildes forældre Sofie og Claus, sagde de ja med det samme på Tildes vegne. Og det samme gjorde Tilde, da hun fik nyheden. Så nu skal dagene indtil 31. maj bruges på at øve sig i at neje og sige De og ikke du.

Buketten, som Tilde skal overrække til H.M. Dronningen, er bundet af Lottes Blomster i Aunslev. Samme sted som Tilde, søndag 12. maj, købte en buket til hendes mor i anledning af Mors Dag.

Når ikke Tilde skal hilse på H.M. Dronningen, så bruger hun sin fritid på at spille håndbold og gå til svømning.

Sidst opdateret 21. maj 2019