Bastionen byder indenfor til et SMUKt, musikalsk møde

Kombinationen af SMUK – Slesvigske Musikkorps og ” Blum & Haugaard band” vil give publikum en unik oplevelse.

Gennem de seneste knap 15 år har Harald Haugaard etableret sig som en af de førende folk-musikere i Europa og har vundet en stribe priser, blandt andet "Årets instrumentalist" ved DMA Folk. Helene Blum har bjergtaget mange tilhørere over hele verden med sin klare stemme. Sammen optræder de i ”Blum & Haugaard band”, og nu får publikum mulighed for at få en helt særlig musikalsk oplevelse i selskab med netop det band.

Det sker, når SMUK – Slesvigske Musikkorps og Blum & Haugaard band 19. november 2019 kl. 19:30 inviterer til koncerten ”Hviden Strand” på Bastionen.

En gammel smuk vise

Titlen på koncerten stammer fra Adam Oehlenschlæger og Carl Nielsens smukke vise "Underlige Aftenlufte", der kommer til at indgå i koncerten. ”Hviden Strand” er således et citat herfra. Særligt Carl Nielsen kommer publikum til at stifte nærmere bekendtskab med, idet hans opvækst og spillemandsmusikken på 1800-tallets Fyn kommer til at spille en rolle ved denne unikke, musikalske begivenhed. En begivenhed, som ikke mindst Harald Haugaard glæder sig til.

- Rent musikalsk er mødet mellem Helene Blums meget klare stemme, blæserne i SMUK og min folkemusikviolin et møde, hvor én plus én giver meget mere end to, siger han.   

Og han ved, hvad han taler om. I forbindelse med ”Lysfesten”, hvor Danmarks befrielse blev markeret, optrådte Forsvarets Musikalske Ambassadører, der består af 16 musikere, og Blum & Haugaard band ligeledes sammen og gav her publikum en stemningsmættet og mindeværdig oplevelse. 

Lyden af i dag

En del af musikken tager sit udgangspunkt i Sønderjyllands historie.Tonerne er imidlertid lyden af i dag, forklarer Harald Haugard.

- Jeg tror på, at man skal være parat til at udvikle traditionerne, hvis ikke de skal uddø.Traditionerne skal holdes levende. Man skal holde musikken op mod den tid, man lever i nu, og bruge de klange og virkemidler, vi bruger i dag, forklarer han. 

Det er i øvrigt dirigent Henrik Vagn Christensen, som både SMUK og Blum & Haugaard band har arbejdet sammen med ved adskillige lejligheder, der skal lede koncerten.   

Billetter kan købes smukmusik.dk

For yderligere oplysninger, kontakt

Rasmus Frandsen, orkesterchef, tlf. 2016 8791.

Sidst opdateret 06. november 2019