Nu spørges borgerne om deres tilfredshed med den kommunale ældrepleje

I perioden fra 3. december til 29. januar spørger Nyborg Kommune ca. 2500 borgere om deres tilfredshed med pleje, omsorg, mad og genoptræning.

Formålet er at kortlægge kvaliteten i ældreplejen og samarbejdet med borgerne. Pårørende til borgere i hjemmeplejen og på plejecentre inviteres også til at give deres besyv med. 

Alle de borgere, der modtager pleje og omsorg på ældreområdet skal i den kommende tid holde ekstra godt øje med deres e-Boks eller postkasse. Det er nemlig her, de kan finde et eller flere spørgeskemaer, som handler om deres tilfredshed med den kommunale service. Nogle vil endda også opleve at blive kontaktet telefonisk. 

Tilfredshedsundersøgelsen, som gennemføres af konsulentvirksomheden Rambøll skal kortlægge tilfredsheden på syv områder på ældreområdet og et område (genoptræning) på sundheds- og forebyggelsesområdet. De otte områder er:

  • Hjemmeplejen
  • Sygeplejen
  • Plejehjem
  • Madservice
  • Aktivcentre og demensklubber
  • Caféer
  • Samarbejde med de pårørende
  • Genoptræning

- Vi har i Ældreudvalget og Sundheds- og Forebyggelsesudvalget været i god dialog med bl.a. Seniorrådet, Ældre Sagen og Venneforeningerne om at planlægge undersøgelsen. Vi håber, at mange vil bakke op ved at svare på spørgsmålene om den kommunale service og samarbejde. På vegne af begge udvalg, kan jeg sige, at vi alle ser meget frem til resultaterne af undersøgelsen, udtaler Carsten Kudsk, formand for Ældreudvalget.

Tilfredshedsundersøgelsen skydes i gang torsdag 3. december 2020 og løber frem til torsdag 14. januar 2021. Efterfølgende starter pårørendeundersøgelsen, som løber indtil 29. januar 2021. Tilfredshedsundersøgelsen er en opfølgning på en lignende undersøgelse på ældreområdet, som blev gennemført i 2017. 
Blandt alle de borgere, der besvarer undersøgelsen, trækkes der lod om 6 købmandskurve. 

For yderligere oplysninger, kontakt

Carsten Kudsk, formand for Ældreudvalget, e-mail: cku@nyborg.dk, tlf. 6089 9424

Mette Bill Ladegaard, sundheds- og ældrechef, e-mail: mbl@nyborg.dk, tlf. 5159 9138 

Jakob Slot Schmidt, leder for Fællessekretariatet, e-mail: jass@nyborg.dk, tlf. 2125 5306

Louise Hungeberg Andersen, konsulent, e-mail: lhua@nyborg.dk, tlf. 2059 5466 

Sidst opdateret 02. december 2020