Efterlysning: Fotos af Ting- og Arresthuset til jubilæumsudstilling

Den 17. juni 2020 fylder Nyborgs Ting- og Arresthus 100 år. I den forbindelse er museet i gang med at forberede en jubilæumsudstilling, som vises henover sommeren.

Ting- og Arresthuset blev opført umiddelbart efter den store retsplejereform i 1919. Hele bygningens arkitektur og indretning afspejler dens særlige funktion. Retsreformen førte til opførelsen af mange ting- og arresthuse, og derved skriver Nyborgs Ting- og Arresthuset sig ind i historien om den danske retsstats udvikling. Men den fortæller også historien om de mennesker, der var i bygningen, hvad enten ansatte eller indsatte.

- Vi glæder os rigtig meget til at fortælle historien om August Coldings smukke bygning – og ikke mindst, hvad der foregik inde i bygningen. Og så er vi rigtig glade for, at Erhvervs- og Udviklingsudvalget har valgt at bakke op om jubilæumsfejringen udtaler Mette Ladegaard Thøgersen, leder af Nyborg Slot & Kulturarv.

Fotos

Desværre har vi kun ganske få fotos af Ting- og Arresthusets indretning og inventar. Derfor vil museet meget gerne i kontakt med borgere eller andre, som ligger inde med fotos af Ting- og Arresthusets indre. 

- Vi vil rigtig gerne have billeder fra dengang huset var i brug. Så vi håber, at vi kan finde frem til nogen, som har et billede eller to liggende i gemmerne. Det ville især være helt fantastisk, hvis vi kan få billeder af domssalen siger museumsinspektør Ditte Larsen, som pt. er i gang med at forberede udstillingen.    

En del af en stor fejring

Udstillingen er en del af en større markering af bygningens runde fødselsdag.

Ud over en jubilæumsudstilling, som er åben i forbindelse med guidede rundvisninger henover sommeren, så har museet også inviteret kommunens 4. klasser til at komme på besøg i Ting- og Arresthuset. 

Her skal eleverne lære om det danske retssystem og vejen fra anholdelse til arrest. Og de får lov til selv at prøve kræfter med nogle af arresthusfangernes arbejdssysler.  

En af museets frivillige, Aksel Andersen, der er BA i historie, er i gang med at skrive en artikel om Ting- og Arresthuset til det kommende nummer af Nyborg – før & nu.

Og endelig vil selve indvielsesdagen, den 17. juni, blive fejret med manér. Der er med andre ord masser at glæde sig til.

Det praktiske

  • Hvis du ligger inde med billeder af Ting- og Arresthusets interiør, så er du meget velkommen til at kontakte museumsinspektør Ditte Larsen på dpl@ostfynsmuseer.dk. Vi har kun brug for at låne fotografierne med henblik på affotografering/scan.
  • Projektet er støttet af Erhvervs- og Udviklingsudvalget i Nyborg Kommune. 

 

Sidst opdateret 02. februar 2020