Nyborg Kommune er med til at sætte ny danmarksrekord i fuldkorn

Danskerne spiser mere fuldkorn end nogensinde før og får nu i gennemsnit 82 gram fuldkorn om dagen. Men der er stadig mange, som ikke spiser de anbefalede 75 gram fuldkorn om dagen.

Derfor bakker Nyborg Kommune op, når virksomheder, kommuner, supermarkeder, bagere og mange andre markerer, at Årets Fuldkornsdag fredag 17. januar bliver større end nogensinde før. 

Nyborg Kommune markerer Årets Fuldkornsdag ved at sætte spot på fuldkorn i hele uge 3.  Kommunens dagtilbud, skoler, kantiner og biblioteker m.fl. har i forbindelse med kampagnen modtaget plakater, opskrifter, klistermærker og aktivitetsbøger tilpasset målgruppen.

En ny undersøgelse fra Megafon viser, at 64 % af danskerne kender det orange fuldkornslogo, som findes på over 1.000 produkter. 80 % af dem, der kender logoet siger også ja til, at de handler efter det. Logoet betyder, at produktet har et højt indhold af fuldkorn, og at der er stillet krav om et lavt indhold af fedt, salt og sukker. 

- Årets Fuldkornsdag 2020 bliver større end nogensinde før. Med deltagere i 95 ud af landets 98 kommuner sætter dagen ny deltagerrekord. Vi oplever, at danskerne har taget smagen af fuldkorn til sig og vænnet sig til at spise fuldkorn til alle dagens måltider. Det glæder os meget, at så mange går sammen denne dag om at give befolkningen en fuldkornsoplevelse, siger Rikke Iben Neess, kampagneleder for Fuldkornspartnerskabet.

Der findes et bredt udvalg af fuldkornsprodukter, som gør det nemt at indarbejde fuldkorn både morgen, middag og aften. For eksempel havregryn, knækbrød, rugbrød, lyst brød, grød, pasta, ris og morgenmadsprodukter. 

Fakta om fuldkorn 

Fuldkornslogoet

Fuldkornslogoet er sammen med Økologimærket og Nøglehulsmærket de logoer, som danskerne handler mest efter.

Kilde: Undersøgelse som Megafon har gennemført for Fuldkornspartnerskabet i november 2019.

Hvad er fuldkorn?

Fuldkorn betyder, at hele kornet er med også kimen og skaldelene, hvor de fleste fibre, vitaminer og mineraler sidder. Hvede, rug, havre og byg er de mest kendte fuldkornstyper. Fuldkorn kan både være det hele intakte korn og formalet til fint mel.

Kilde: Fuldkornspartnerskabet.

Fremtidens madvaner

Fuldkorn bliver, ifølge danskerne, sammen med økologi, klima og bæredygtighed mest styrende for deres fremtidige madvaner.

Kilde: Undersøgelse som Megafon har gennemført for Fuldkornspartnerskabet i november 2019.

Top 3 

Kilder til danskernes fuldkornsindtag:

  • Rugbrød
  • Havregryn, grød, müsli og andre morgenmadsprodukter
  • Knækbrød og skorper

Kilde: Undersøgelse som Megafon har gennemført for Fuldkornspartnerskabet i november 2019.

Læs mere om Fuldkornspartnerskabet og find opskrifter på lækre retter med fuldkorn her

For yderligere information om kampagnen, kontakt

Sundhed og Forebyggelse ved sundhedskonsulent Anne Mette Walmar Andersen, på 6333 8105, e-mail: sund@nyborg.dk

Sidst opdateret 13. januar 2020