Ting- og Arresthuset 100 år

Det er i år 100 år siden, at Nyborgs Ting- og Arresthus blev indviet.

Selvom stedet siden har ændret funktion, ligger det imponerende bygningskompleks stadig centralt i Nyborg, midt mellem slottet og Landporten, og vidner om såvel en vigtig del af Nyborgs lokale historie som retssystemets historie.

Østfyns Museer fejrer 100-året med en udstilling om bygningen og dens 100-årige historie. Udstillingen er gjort mulig med støtte fra Nyborg Kommunes Erhvervs- og Udviklingsudvalg.

100 års retshistorie

I Nyborg har retssamfundets udvikling lange rødder. Erik Klippings håndfæstning i Nyborg i 1282 og danehoffernes afholdelse i byen i de efterfølgende århundreder er nogle af de tidligste eksempler på et dansk retssamfund, hvor kongen på sit retterting afgjorde retstvister.

Men man skal ikke nødvendigvis århundreder tilbage i tiden for at møde afgørende forandringer i retssystemet. I en ny udstilling sætter Østfyns Museer fokus på de sidste 100 års historie inden for retsplejen med udgangspunkt i historien knyttet til Nyborgs Ting- og Arresthus.

- Historien om Ting- og Arresthuset er stadig i mands minde. Nyborgensere kender fortsat bygningskomplekset som ”Politigården”, og stedets historie er umiddelbart både nærværende og vedkommende. Af samme grund har vi haft mulighed for at indhente en masse gode historier om hverdagen i bygningen fra tidligere ansatte, fortæller leder af Nyborg Slot og Kulturarv, Mette Ladegaard Thøgersen.

Gode historier fra arresten

Udstillingen handler ikke kun om retshistorie. For Ting- og Arresthuset rummede meget mere end kun retten. Den husede også Nyborgs politistation, en bolig til arrestforvareren og byens arrest. Udstillingen fortæller derfor også om hverdagen i arresten, fangeflugter med reblagner og meget andet.

Et godt eksempel på nogle af de gode historier, der knytter sig til stedet, er historien om, hvordan Ting- og Arresthusets første fangeflugt fandt sted, kun ved hjælp af en gulvspand og linned fra arrestantens seng.

Se udstillingen med guide

Et korps af frivillige guider vil stå for at præsentere publikum for udstillingen, som kun vil være åben i forbindelse gratis rundvisninger tirsdage, onsdage, torsdage og søndage kl. 11 i perioden 18. juni – 30. august 2020.

Nyborgs 4. klasser er indbudt

Ud over jubilæumsudstillingen, har museet også indbudt kommunens 4. klasser til at komme på besøg i Ting- og Arresthuset. 11 af kommunens 4. klasser var tilmeldt et besøg i Ting- og Arresthuset i foråret, men besøgene er på grund af Covid-19 udskudt til sensommeren. Da kommer eleverne til at lære om det danske retssystem og vejen fra anholdelse til arrest. Og de får lov til selv at prøve kræfter med nogle af arresthusfangernes arbejdssysler.

Research og interviews

Udstillingen er blandt andet blevet til på baggrund af research og interviews udført af Aksel Andersen, der er en af museets aktive frivillige og BA i historie. Aksel Andersen har endvidere skrevet en artikel om Ting- og Arresthusets historie, som vil kunne læses i det kommende nummer af Nyborg – før & nu.

Ting- og Arresthusets historie kort fortalt

Det var den store retsplejereform fra 1916, der førte til beslutningen om at bygge et nyt Ting- og Arresthus i Nyborg, ligesom den førte til opførelsen af ting- og arresthuse mange andre steder i landet. Nyborgs Ting- og Arresthuset er dermed et synligt vidnesbyrd på den danske retsstats udvikling.

Ting- og Arresthuset blev opført fra 1919. Det blev tegnet af den lokale arkitekt August Colding.

Den 17. juni 1920 blev Ting- og Arresthuset indviet.

Ting- og Arresthuset fungerede som domicil for ordensmagten i 95 år.

Efter af politiet fraflyttede Ting- og Arresthuset i 2015, blev bygningen i 2016 opkøbt af Nyborg Kommune. Bygningen anvendes i dag som administration for Nyborg Slot & Kulturarv/Østfyns Museer og rummer derudover mødefaciliteter for kommunen.

Fakta om udstillingen

Tid: Gratis rundvisninger tirsdage, onsdage, torsdage og søndage kl. 11 i perioden 18. juni – 30. august 2020.

Sted: Stendamsgade 9, 5800 Nyborg

For yderligere oplysninger og billedmateriale, kontakt

Mette Ladegaard Thøgersen, leder af Nyborg Slot og Kulturarv. Tlf. 2971 0767, e-mail: mlt@ostfynsmuseer.dk

Troels Malthe Borch, kommunikationschef for Østfyns Museer. Tlf. 2396 0607, e-mail: tmb@ostfynsmuseer.dk 

 

Sidst opdateret 12. juni 2020