Årets skolepatrujle 2020

Skolepatruljen på Birkhovedskolen har deltaget i national konkurrence om at blive årets skolepatrulje.

Den endelige vinder er ikke fundet endnu, men det er til gengæld de 5 regionale vindere. Og her er Birkhovedskolens skolepatrulje kåret som vinder af Region Syddanmark. 

Dommerne har udtalt følgende om Birkhovedskolens skolepatrulje: 

I er blevet valgt, fordi jeres skolepatrulje har gjort en særlig indsats og er meget rost og anerkendt blandt forældrene. Skolepatruljen består af 41 meget engagerede elever, der flere gange uopfordret har fået ros fra forældrene for at skabe ro og tryghed på skolevejen. Patruljen deltager også i skolens morgensamlinger, hvor de bl.a. med rollespil fortæller de andre elever om arbejdet i morgentrafikken. 

Hæder til fem skolepatruljer

Fem skolepatruljer på Sjælland, på Fyn og i Jylland er kåret som regionale vindere i konkurrencen ”Årets Skolepatrulje 2020”, og har vundet 5.000 kroner hver. Senere i år afslører Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring, hvem af de fem patruljer der kan kalde sig national vinder.

I hele landet har flere end 2.000 personer indstillet en skolepatrulje til at vinde titlen Årets Skolepatrulje, der er en årlig hædring af eleverne i landets skolepatruljer, fordi de hver dag hjælper skolebørn trygt og sikkert over skolevejen. 

En dommerkomité bestående af Rådet for Sikker Trafik, LB Forsikring, politiet, Skole & Forældre, Danske Skoleelever og en repræsentant for landets færdselskontaktlærere har nu udvalgt fem regionale vindere, der dermed er med i slutspurten om at blive kåret som ”Årets Skolepatrulje 2020”. 

- Det er fantastisk at se, hvordan landets skolepatruljer yder en stor indsats hver dag, og det er en glæde at kunne give dem et stort skulderklap og anerkendelse for den indsats. De fem regionale vindere er udvalgt, da de gør en ekstraordinær indsats, og det vil vi gerne belønne, siger Liv Kofoed-Jensen, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik. 

Fakta

  • Det er elever fra 6.-9. klasse, som står skolepatrulje.
  • Omkring 20.000 elever er med i landets skolepatruljer.
  • Skolepatruljerne så første gang dagens lys i Danmark i 1949.
  • Det er Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring, der står bag skolepatruljerne.

Sidst opdateret 28. maj 2020