Corona: Information fra SSP Nyborg til unge og deres forældre

Vi er nu gået ind i tredje uge af en delvis lockdown af vores samfund, og i den forbindelse vil vi i SSP Nyborg sende lidt information til unge og forældre.

Vi har nogle helt fantastiske unge i Nyborg Kommune, som følger myndighedernes retningslinjer. Det er den oplevelse vi har haft, når vi har været rundt i kommunen.

Rigtig mange forældre tager et stort ansvar for, at deres børn og unge bliver hjemme, så de undgår at blive smittet og smitte andre. SSP Nyborg oplever, at der er få unge ude. Det ser ud til at de fleste af jer unge har forstået, at I IKKE skal mødes i større grupper. Vi har dog fået nogle få henvendelser fra samarbejdspartnere, der fortæller, at der i nogle enkelte tilfælde har været en del unge samlet på skaterbaner og fodboldbaner. Det er ikke noget vi i SSP har oplevet.

Det er vigtigt, at I som forældre hjælper jeres børn og unge med:

  1. Generelt at overholde de anbefalinger, som er givet fra Sundhedsstyrelsen (også selv om det kan være kedeligt og hårdt)
  2. Undgå at der holdes private fester (også selv om det kan være uoverskueligt som ung)
  3. Undgå at der holdes større sammenkomster (også selv om det kan opleves rigtig, rigtig tarveligt)

SSP vil være på gaderne

SSP i Nyborg vil være ekstra meget på gaden, så længe ungdomsuddannelser, skoler og institutioner er lukkede.

Når vi møder de unge, vil vi opfordre til at overholde Sundhedsstyrelsens anbefalinger, og møder vi jeres børn og unge i større grupperinger eller ved fester, vil vi kontakte jer som forældre. Dette for at vi sammen kan tale med jeres unge mennesker om, hvorfor det er vigtigt at overholde Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

I sidste uge florerede der en åben indbydelse til ungefest i Munke Mose. Bevæggrunden for at afholde den såkaldte fest var så tåbelig, at langt de fleste unge nemt kunne gennemskue, at det ville være helt absurd at deltage ved sådanne ”pop-up” fester. Det er dog en rigtig god anledning til at snakke med jeres unge derhjemme om, hvorfor fester slet ikke går an lige nu.

Skulle I opleve unge, der samles ulovligt på offentlige områder, håber vi, at I venligt, men bestemt, guider dem til at passe på sig selv og os alle sammen ved at overholde de regler, der er udstukket officielt. I må også meget gerne informere os i SSP omkring, hvor/hvornår I oplever unge, der uhensigtsmæssigt mødes.

I kan kontakte os på nedenstående

Anne Grundtvig, tlf. 2016 1558, mail: annebr@nyborg.dk
Bo Møller Pedersen, tlf. 2042 9506, mail: bomp@nyborg.dk
Flemming Schortill, tlf. 5159 9148, mail: fsc@nyborg.dk

Vi kan også altid kontaktes på Facebook

Sidst opdateret 31. marts 2020