Lån dobbelt så meget på eReolen

Du kan nu låne 6 e-bøger og 6 netlydbøger på eReolen i marts og april måned.

eReolen er bibliotekernes e-bøger og netlydbøger. For at tilgå eReolen skal du bo i Nyborg Kommune og være bruger på Nyborg Bibliotek, er du ikke allerede låner, kan du oprette dig på Nyborg Biblioteks hjemmeside.

www.nyborgbibliotek.dk
 
Formand for Kultur- og Fritidsudvalget Erik Rosengaard og næstformand Jesper Nielsen bakker op om Nyborg Biblioteks nye initiativ, og merudgiften vil blive afholdt indenfor Kultur- og Fritidsudvalgets samlede budget.

- Vi står i en speciel situation, hvor der ikke er fysisk adgang til kommunens biblioteker og de fysiske bøger. Derfor bliver der nu mulighed for at låne dobbelt så mange lydbøger og e-bøger som tidligere, for at give borgerne de bedste betingelser for at låne e-bøger og lydbøger, siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget Erik Rosengaard.

- I en tid hvor borgerne ikke kan deltage i kultur-, forenings- eller idrætsaktiviteter, er vi glade for at kunne tilbyde flere kulturtilbud hjemme, tilføjer næstformand Jesper Nielsen.
 
Klar, parat, læs/lyt.

 

Sidst opdateret 18. marts 2020