Invitation til borgermøde om de nye regler for sortering og indsamling af affald

Folketinget har besluttet, at der fremadrettet skal indsamles mere genanvendeligt affald fra husstandene. Det betyder bl.a., at affaldet skal sorteres på nye måder, og at indsamlingen af affald bliver ens i hele Nyborg Kommune.

Deltag på det digitale borgermøde 3. november kl. 19, og bliv klogere på det nye regulativ for husholdningsaffald. 

Hvis vi fremover vil have en grønnere planet og et bedre miljø, bliver vi nødt til at udnytte vores materielle ressourcer bedre, end vi gør i dag. Alt det affald som kan anvendes til nye produkter, skal sorteres fra, og afleveres til genanvendelse. Som det er nu sendes alt for meget desværre til forbrænding. 

Nye måder at sortere på og færre ture til genbrugsstationerne

For at nå det mål skal vi blive bedre til at sortere vores affald på nye måder, så det bliver lettere at genanvende. Det nye affaldsregulativ lægger op til, at affaldet fremadrettet skal sorteres i 10 forskellige affaldstyper, og at indsamlingen bliver ens i hele kommunen.

Udgangspunktet er, at det skal være nemmere at sortere affaldet. Alle husstande får derfor udleveret nye affaldsbeholdere med plads til at sortere de forskellige typer af affald. Som noget nyt betyder det, at papir, pap, plast, metal og glas, bliver nu hentet direkte ved alle husstande. 

Du kan læse hele forslaget til regulativet her

Regulativet er i høring fra onsdag 14. oktober 2020 til onsdag 11. november 2020. Bemærkninger til regulativet kan sendes på e-mail til teknik-miljoeafdelingen@nyborg.dk.

Få svar på dine spørgsmål på det digitale borgermøde

På borgermødet 3. november kl. 19 vil du få mulighed for at høre meget mere om det nye affaldsregulativ og de ændringer, det vil betyde for dig og din hverdag. Borgermødet bliver på grund af de gældende retningslinjer for forsamling og afstand afholdt digitalt. 

Du kan følge borgermødet på Nyborg Kommunes Facebookside eller her på vores hjemmeside – se efter link på forsiden af hjemmesiden på selve dagen.

Gå til Nyborg Kommunes Facebookside her

Gå til hjemmesiden her

Hvis du allerede har spørgsmål kan du sende dem på e-mail til teknik-miljoeafdelingen@nyborg.dk

Sidst opdateret 03. november 2020