Beskyt dig selv og andre når du handler

Vi skal stadig spritte hænder, bruge mundbind og holde afstand, når vi køber ind. Nyborg Kommune hjælper nu butikkerne med at udvikle endnu mere trygge indkøbsmuligheder.

Med det stigende smittetal i Nyborg Kommune er det vigtigt, at vi stadig holder fast og husker de restriktioner og gode råd, der er, når vi bevæger os ud blandt andre og for eksempel køber ind. 

- Borgernes og medarbejdernes sikkerhed og tryghed er altid vigtigst. Derfor går vi i de kommende dage ud i alle byens åbne butikker – fødevarerbutikker, pizzarier, blomsterhandlere mv. og tilbyder sparring i forhold til at sikre, at alle restriktioner overholdes, så butikkerne kan skabe så trygge rammer som muligt for deres kunder, siger Marianne Stentebjerg, direktør i Nyborg Kommune.

Men det er ikke kun butikkerne, der har et ansvar for at sikre, at restriktionerne overholdes.

Sådan bliver du en god kunde

Det er heldigvis nemt at være en god kunde.

Hovedreglen er, at hvis du er sløj eller hoster, så bliv hjemme. Det samme gælder, hvis du er blandt de særligt udsatte – at du har et svagt immunforsvar, er kronisk syg eller ældre.

Hvis du ikke selv har mulighed for at købe ind, så tag kontakt til butikken og hør, om de bringer ud. Ellers spørg i dit netværk.

Når du køber ind, skal du:

  • bære mundbind eller visir.
  • afspritte hænderne både før og efter dit køb.
  • være opmærksom på, hvor mange der må være i butikken af gangen – og respektere det.
  • holde afstand til de andre handlende. Læg mærke til afmærkning på gulvet.
  • tage hensyn til de ansatte. De skal også passe på sig selv og deres familier.
  • være positiv – og har du mundbind på, så smil med øjnene. Godt nok er smilet den korteste afstand mellem to mennesker, men man kan sagtens smile og stadig holde behørig fysisk afstand.

Er du indehaver af en butik i Nyborg Kommune, der må holde åbent, og har du ikke haft besøg fra Nyborg Kommunes senest onsdag 3. marts 2021 – men har et ønske om hjælp til sparring, så kan du kontakte Stig Bøgh, tlf. 6155 6600, e-mail: stb@nyborg.dk eller Per Blomstrøm, tlf. 2363 9166, e-mail: pbl@nyborg.dk 

For yderligere oplysninger, kontakt

Marianne Stentebjerg, direktør i Nyborg Kommune. Tlf. 6333 6801, e-mail: ste@nyborg.dk  

Sidst opdateret 25. februar 2021