Corona sætter ikke Nyborg skakmat

Fredag 12. februar 2021 rykker Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag online, så elever kan træne koncentration, tålmodighed og logisk tænkning på trods af COVID-19. Dansk Skoleskak livestreamer hele skoledagen med fokus på hjernen og mental sundhed.

80 elever fra Birkhovedskolen og Rævebakkeskolen aktiveres på Skolernes Skakdag, når Sofie Østergaard, kendt fra tv, guider eleverne igennem et tætpakket program med spændende indslag og en online skoleskak-turnering.

To studier bliver taget i brug:

Studie 1) Sofie Østergaard, dagens vært, får besøg af centrale personligheder inden for mental sundhed som hjerneforsker Jon Wegener, ”Huskekongen” Mathias Obdrup og matematikekspert Peter Mogensen.

Studie 2) Danmarks stærkeste kvindelige skakspiller, Ellen Fredericia Nilssen, lærer fra sig, når hun kommenterer partier fra onlineturneringen. Ellen flankeres ligeledes af spændende gæster – bl.a. er der prominent besøg af skoleskakkens maskot Duffy.

Jon Sigurd Wegener, hjerneforsker:
- Udfordringer med stress og mental sundhed hos unge – ja, faktisk i alle aldre – er et af vor tids største problemer. Når rekordmange elever med Skolernes Skakdag motionerer hjernen, træner problemløsning og holder fokus i længere tid ad gangen, er det meget positivt og et træk i den rigtige mentale retning. Det glæder mig både som hjerneforsker og far.

Skolernes Skakdag 2021 arrangeres af Dansk Skoleskak i samarbejde med, Det Obelske Familiefond, Spar Nord Fonden og en række lokale fonde.

For mere information se skoleskak.dk/skolernes-skakdag

For yderligere oplysninger, kontakt

Mikkel Nørgaard, læringschef. Tlf. 2984 9874, e-mail:mikkel@skoleskak.dk

Esben Nicolajsen, kommunikationsmedarbejder. Tlf. 9390 6861, e-mail: esben@skoleskak.dk

Fakta

Dansk Skoleskak (DSS) arbejder for at styrke børn og unges faglige, sociale og mentale udvikling, så flere får et liv med læring og uddannelse. DSS er startet i 1960 af skoleledere, -lærere og -elever, og 60.000 elever fra 600 skoler er i dag aktive i skoleskak. DSS har den nationale kompetence inden for skoleskak og rådgiver kommuner og skoler i at anvende skoleskak som systematisk læringsmetode fx via det evidensbaserede læringskoncept, SKAK+MAT®, hvis læringseffekter er undersøgt og formidlet internationalt. DSS står bag Skolernes Skakdag, Skoleskaklærer-uddannelsen® og Skakshoppen.dk, der forsyner skoler og elever med skakmaterialer og koncepter.

Sidst opdateret 04. februar 2021