Nyborg Forsyning & Service A/S er begyndt at køre grønt med sin første eldrevne servicevogn.
I Nyborg Forsyning fylder den grønne dagsorden en del. Gennem de seneste år har bestyrelsen iværksat et arbejde med at implementere FN’s verdensmål i forsyningens dagligdag.
Et af tiltagene er over en periode at skifte vognparken løbende ud fra benzin- og dieseldrevne servicevogne til eldrevne.
Det er derfor også med tilfredshed, at bestyrelsesformand Søren Svendsen udtaler:
- Vi har for år tilbage haft elbiler i Nyborg Forsyning. Dengang var teknologien ikke helt så udviklet som nu, hvorfor vi gik helt væk fra elbiler. Efterhånden er batteriteknologien så udviklet, at vi i et stykke tid har haft planer om at køre grønt igen. Inden for det næste års tid er det planen at anskaffe yderligere en eldrevet servicevogn. Hvis erfaringerne med elbilerne i denne omgang viser sig at være tilfredsstillende, vil vi løbende skifte hele vognparken ud efterhånden, som bilerne står til naturlig udskiftning. Herigennem håber vi sammen med andre grønne tiltag i Nyborg Forsyning at bidrage til at vi forbedre klimaet.
Den nye eldrevne servicevogn i Nyborg Forsyning er af typen Mercedes e-Vito og kører op til 134 km på en opladning.
For yderligere information, kontakt
Bestyrelsesformand Søren Svendsen, tlf. 2137 7946.
Adm. direktør Erik Hansen, tlf. 6331 5034, mobil: 24 42 25 35.