Hvordan bliver jeg kontorelev?

Uddannelsesforløbet som elev.

Som elev på Nyborg Kommune kommer du rundt i forskellige afdelinger og prøver kræfter med de forskellige arbejdsopgaver. Som regel er du i en afdeling i minimum 4 måneder, men kan også være det i helt op til et år.

Uddannelsen består af 2 dele. En praktikdel og en skoledel. Skoledelen er grundforløbet, hvor du bliver undervist i uddannelsesspecifikke fag. Skoledelen finder sted på Tietgen Kompetencecenter i Odense, hvor lærerne typisk er eller har været ansat indenfor den offentlige sektor, og derfor har et bredt kendskab til den offentlige sektor. 

Hovedforløbet er dit praktikforløb, og det foregår i kommunen, hvor du vil modtage oplæringen. Praktikken varer i 2 år (inklusiv skoleuger og fagprøven). Du skal deltage i undervisningen i specialefaget på skolen. 

Elevmøde/Elevfrokost 

Eleverne i kommunen holder elevmøder, når der er noget, der skal drøftes. Her mødes eleverne og elevkoordinateren og snakker om, hvordan det går og om de kommende ting i fremtiden. 

Eleverne holder også elevfrokost en gang om måneden, hvor de mødes og hygger sammen over lidt frokost i kantinen.

Adgangskrav og forløb på gymnasiet:

Adgangskrav til EUX direkte efter 9.klasse:

Hvis du vil i gang direkte efter 9. klasse, skal du starte i grundforløb 1 på erhvervsuddannelsen.

Adgangskrav til grundforløb 1

Du skal: 

  • blive vurderet uddannelsesparat ved afslutningen af 9. klasse bestå folkeskolens afgangseksamen 
  • få mindst 2,0 i gennemsnit af karaktererne i dansk (skriftlig og mundtlig) ved folkeskolens afgangseksamen 
  • få mindst 2,0 i gennemsnit af karaktererne i matematik (skriftlig) ved folkeskolens afgangseksamen

Adgangskrav til EUX direkte efter 10. klasse: 

Hvis du vil i gang direkte efter 10. klasse, skal du starte i grundforløb 1 på erhvervsuddannelsen.

Adgangskrav til grundforløb 1

Du skal: 

  • blive vurderet uddannelsesparat ved afslutningen af 10. klasse 
  • bestå folkeskolens afgangseksamen i 9. klasse 
  • få mindst 2,0 i gennemsnit af karaktererne i dansk (skriftlig og mundtlig) enten ved folkeskolens afgangseksamen i 9. klasse eller ved 10. klasseprøverne 
  • få mindst 2,0 i gennemsnit af karaktererne i matematik enten ved folkeskolens afgangseksamen i 9. klasse (skriftlig) eller ved 10. klasseprøverne (skriftlig og mundtlig).

I løbet af uddannelsen gennemfører du en række fag på gymnasialt niveau. Gymnasiale niveauer er niveau A, B og C, hvor A er det højeste niveau.

Du skal have almene gymnasiale fag som fx dansk og matematik. Du skal også have andre gymnasiale fag, som er relevante for din erhvervsuddannelse og adgangskravene til beslægtede videregående uddannelser. 

Alle EUX-uddannelser består af disse gymnasiale fag og niveauer:

  • Dansk på A-niveau, engelsk på B-niveau og matematik og samfundsfag på mindst C-niveau
  • Yderligere et antal fag på A-, B- eller C-niveau. Fagene afhænger af den uddannelse, du har valgt
  • Et erhvervsområde, som består af mindst 2 flerfaglige projektforløb, hvor du arbejder med problemstillinger fra virkeligheden
  • Et skriftligt erhvervsområdeprojekt, hvor der indgår mindst et gymnasialt fag på A- eller B-niveau i kombination med fag fra erhvervsuddannelsen

Hvis du vil i gang med kontoruddannelsen, så er EUX obligatorisk.

Kilde: Uddannelsesguiden

Skoleophold - Tietgen Kompetencecenter

Imens du er elev, veksler du mellem skoleophold og arbejde i virksomheden.

På skoleopholdene undervises du bl.a. i kommunikation, service, økonomi, regnskab, administration og lovgivning med eksempler fra din hverdag ude i virksomheden.
Du kommer til at gå på skoleforløb med andre elever, som også er i gang med at tage en kontoruddannelse.

Som afslutning på din uddannelse skal du skrive en fagprøve, hvor du skal bevise hvad du har lært i din 2-årige elevtid. Du skal formulere en problemstilling,
fastsætte et mål samt planlægge og aflevere opgaven inden du kan afslutte din uddannelse.

Senere hen på skoleopholdet, vil du komme på et studietur sammen med de andre elever fra skolen. Studieturen vil blive betalt af kommunen. Her lærer du
lidt om, hvad der sker rundt i verden.

Hvilke jobs giver uddannelsen mulighed for?

Som kontorassistent eller professionsbachelor i en kommune er der alsidige muligheder for beskæftigelse. 

Kontoruddannelsen kan bl.a. føre til beskæftigelse eksempelvis inden for: 

  • Borgerservice
  • Løn
  • Økonomi
  • Personale
  • Sekretariatsarbejde
  • Sekretæropgaver
  • Skolesekretær
  • Personlig assistent
  • Lettere sagsbehandling
  • Specialistfunktioner inden for flere områder
  • Kommunikation
  • Koordination
  • Omstillingen
  • Projektarbejde
  • Analysearbejde
  • Mv.

Uddannelsen vil således skabe muligheder inden for en bred pallette af administrative opgaver. 

Sidst opdateret 28. oktober 2019