Måltal for etnisk ligestilling

Kommunerne skal opstille måltal for hvor stor en andel af de kommunale medarbejdere, der skal være indvandrere eller efterkommere med ikke-vestlig baggrund.

Baggrund

På møder i Ligestillingsudvalget 13.12.2010 og 31.01.2011 blev det besluttet, at der udarbejdes analyse, beslutningsoplæg og guide om etnisk ligestilling. Desuden er der lavet en kort etnisk ligestillingspolitik som supplement til Nyborg Kommunes nuværende ligestillingspolitik.

Beslutningsoplægget og guide om etnisk ligestilling tager udgangspunkt i, at målet er, at de ansatte i Nyborg Kommune skal afspejle befolkningen i Nyborg Kommune. Det betyder, at målet samlet set er, at 3,51 % af de ansatte i Nyborg Kommune har ikke-vestlig baggrund imod 3,18 %, som pt. er ansat i Nyborg Kommune. For at nå denne målsætning skal det samlede antal af ansatte med ikke-vestlig baggrund stige med 10 personer, således at det samlede tal på 95 stiger til 105 ud af de 2990 ansatte i Nyborg Kommune. Tallene tager udgangspunkt i statistik fra KL om etnicitet. Tallene er baseret på en særkørsel via KL fra Danmarks Statistik og FLD, september 2009.

I brev fra KL af 16.08.2010 om etniske måltal står bl.a.:
- Trepartsaftalen fra 2007 indebærer, at kommunerne skal opstille måltal for hvor stor en andel af de kommunale medarbejdere, der skal være indvandrere eller efterkommere med ikke-vestlig baggrund (herefter benævnt ”indvandrere/efterkommere”). Den enkelte kommune beslutter selv sine egne måltal. KL har udarbejdet en metode til opstilling af måltal og leverer data hertil.
Formålet med måltallene er, at indvandrere/efterkommeres andel af den enkelte kommunes ansatte i videst muligt omfang kommer til at afspejle det omkringliggende samfund.
For den enkelte kommune betyder det, at: 

  • Der skal fastsættes måltal for kommunens ansatte samlet og for fem fagområder på baggrund af data fra KL
  • Måltallene besluttes politisk for eksempel i en integrationspolitik eller i et møde i kommunalbestyrelsen
  • Kommunalbestyrelsen drøfter opfyldelsen af måltallene mindst én gang årligt

Etniske måltal

  • Andelen af nydanskere (ikke-vestlig herkomst) i arbejdsstyrken bosat i Nyborg Kommune er 3,51 % (Region Syddanmark 3,92 %)
  • Andelen af nydanskere (ikke-vestlig herkomst), som er ansat ved Nyborg Kommune er 3,18 % med følgende fordeling:
  • Administration i Nyborg Kommune: 2,51 %
  • Børn og unge-området: 2,17 %
  • Teknisk område/service: 5,38 %
  • Undervisning: 0,66 %
  • Ældre, sundhed og handicap: 4,48 %

Jf. ovennævnte tal indstilles følgende måltal for Nyborg Kommune til politisk beslutning:
For at andelen af ansatte i Nyborg Kommune skal afspejle befolkningen i Nyborg Kommune skal det samlede antal af ansatte med ikke-vestlig baggrund stige med 10 personer, dvs. en ændret fordeling af ansatte, hvor det samlede tal på 95 stiger til 105 ud af de 2990 ansatte i Nyborg Kommune.

Konkret betyder det følgende måltal:

  • Andelen af nydanskere (ikke-vestlig herkomst), som er ansat ved Nyborg Kommune er 3,18 % . Etnisk måltal: 3,51 %: Stigning med 10 personer
  • Administration i Nyborg Kommune pt.: 2,51 %. Etnisk måltal: 3,00 %: Stigning med 2 personer
  • Børn og unge-området pt.: 2,17 %. Etnisk måltal: 2,58 %: Stigning på 3 personer
  • Teknisk område/service: 5,38 %. Etnisk måltal: 5,38 %: Uændret tal
  • Undervisning: 0,66 %. Etnisk måltal: 1,76 %: Stigning på 5 personer
  • Ældre, sundhed og handicap: 4,48 %. Etnisk måltal: 4,48 %: Uændret tal

Sidst opdateret 01. oktober 2014