Digitale værktøjer til jobsøgende

Her finder du Jobcenter Nyborg digitale tilbud til din jobsøgning.

Jobcenter Nyborg vil gerne gøre det lettere for dig at søge råd og vejledning i din jobsøgning. Derfor tilbyder vi en række webinarer, som kan give inspiration til ansøgninger, CV og jobsamtaler. 

Du finder også to webinarer om, hvordan du skifter branche eller tager en uddannelse. Vi gennemgår også, hvad det vil sige at være jobparat. 

Vi stiller også virtuel jobrådgivning til rådighed via platformen Candeno. 

Skriv målrettede ansøgninger

På dette webinar får du en guide til, hvordan du skriver og opbygger en ansøgning. Du lærer, hvordan du skriver de enkelte afsnit, og vi kommer med konkrete eksempler.  Kurset henvender sig både til dig, som har brug for det grundlæggende og til dig, der ønsker inspiration.

Skriv et målrettet CV

Et målrettet og fokuseret CV kan være afgørende for, om du lander drømmejobbet. På dette webinar gennemgår vi, hvordan du skriver og opbygger dit personlige CV.  Vi går i detaljer med de forskellige afsnit i et CV og kommer med konkrete eksempler.

Skab struktur og strategi i din jobsøgning

På dette webinar får du hjælp til at skabe struktur i din jobsøgning. Både til at planlægge din hverdag og sætte mål for din jobsøgning. Derudover får du inspiration til, hvordan og hvor du kan søge job.

Gode råd til jobsamtalen og kontakten med virksomhederne

På dette webinar får du gode råd til jobsamtalen samt hvad du kan gøre efter din samtale. Du får også råd til, hvordan du bedst kan kontakte virksomheder. Vi gennemgår, hvordan du øver dig i at blive skarp og konkret, når du præsenterer dig selv for virksomheden.

Vil du skifte branche eller opkvalificere dig?

Går du med tanker om at skifte branche eller opkvalificere dig? Dette webinar kan give dig svar på, hvilke muligheder du har som ledig for uddannelse og opkvalificering. Vi kommer også ind på, hvordan du bliver tilmeldt undervisning samt muligheden for at blive testet for ordblindhed.

Jobparat - hvad betyder det for mig?

Webinaret henvender sig til dig, som enten er blevet ledig fra job, raskmeldt eller har fået tilkendt et fleksjob. Vi gennemgår, hvad du kan forvente som jobparat både hvad angår dine rettigheder og pligter. Vi introducerer dig også for Jobnet, CV og joblog - og så giver vi dig et overblik over Jobcenter Nyborgs tilbud til jobparate ledige.

Virtuel jobrådgivning med Candeno

Jobcenter Nyborg samarbejder med Candeno, som er en virtuel jobsøgningsplatform. Her finder du både en jobdatabase, værktøjer til at opbygge CV og ansøgning, sparring og rådgivning direkte på platformen af Candenos karriererådgivere. 

Hvis du ønsker at bruge Candeno i din jobsøgning, skal du sende en mail med dit navn og telefonnummer til jobvejledning@nyborg.dk med emnefeltet ‘Candeno’. Derefter kontakter vi dig, så vi kan oprette en bruger til dig.

Gå til Candeno her

 

Kontakt os

Har du spørgsmål til de digitale tilbud?

Jobcenter Nyborg
Ringvej 3A - 5800 Nyborg

Se åbnings- og telefontider