Familietilbuddet udbyder gruppeforløb for forældre og børn

Familiegruppen er et frivilligt tilbud til familier, som har brug for vejledning, rådgivning eller støtte til at udvikle og forandre relationerne i familien.

Oplever du at stå i hverdagssituationer, hvor du ender med at diskutere eller forhandle med dit barn?

Oplever du: 

  • at diskussioner og forhandlinger præger stemningen i hjemmet, så dit overskud er mindre?
  • at der ofte opstår situationer, hvor dit barn er usikker, utryg og har svært ved at "slippe" dig?
  • et barn der ikke trives enten hjemme eller i institutionen, uden helt at kunne finde ud af hvad det handler om?
  • at det er svært at finde ud af, hvordan du hjælper dit barn på den bedste måde?

Så er familiegruppen et oplagt tilbud til jer.

Mål

I familiegruppen arbejder vi sammen om at skabe forandringer i jeres familie ved at give jer mulighed for at se på jeres egne handlinger og mønstre.

Du øver dig sammen med dit barn i at skabe den ønskede forandring. Det er trygt og betydningsfuldt at begive sig ud ad nye veje, når du går med.

Vi tilbyder MIM, der er en observationsmetode til at belyse styrker og udfordringer i relationen mellem forældre og barn, således at de aktiviteter, der igangsættes i forløbet, kan tilrettelægges på baggrund af denne.

Forløb

I familiegruppen er der tilknyttet to pædagoger, og der er 4-6 familier af gangen. Dette betyder, at I får mulighed for gensidigt at blive inspireret og derved hjælpe hinanden med at få øje på de forandringer, som I skaber.

Deltagelse i gruppen forløber over 13 gange af 3 timers varighed sidst på eftermiddagen, hvorefter vi slutter af med aftensmad.

I familiegruppen deltager hele familien, og søskende er meget velkomne.

Vi kan anvende video som et arbejdsredskab i gruppen for at fastholde det, der virker.

Læs information om samtykke til brug af video i familiegruppen her.

En eftermiddag i familiegruppen

Vi starter med at tale om, hvordan det er gået siden sidst. Derefter er der aktiviteter med en pause undervejs.

Alle aktiviteter i gruppen er tilrettelagt for at styrke familiens fællesskab og indbyrdes relationer. Familiegruppen afsluttes med et fælles måltid.

Temadage

Tre gange i forløbet deltager forældrene uden børn. Dette er planlagte temadage, hvor I som forældre kan udveksle erfaringer og holdninger.

Opstart i familiegruppen

Forældre og personale fra dagtilbuddet inviteres til et formøde. Udover formødet er der et midtvejs- og evalueringsmøde i forløbet.

Sammen laver vi en arbejdsplan, som indeholder konkrete mål og handlemuligheder for jeres fremtidige familieliv. 

Er du interesseret i at høre mere om familiegruppen, er du velkommen til at kontakte os.

Kontakt os

Har du spørgsmål til familiegrupper?

Familietilbuddet, Børn og Skole
Ringvej 3A - 5800 Nyborg