Sådan stemmer du på afstemningsdagen

På afstemningsdagen kan du stemme på et af kommunens 13 afstemningssteder.

Det står anført på dit personlige valgkort, hvor du skal stemme. Valgkortet modtager du med papirpost før valgdagen.

Afstemningsstederne har åbent i tidsrummet kl. 8-20 eller så længe, der er vælgere, der ønsker at stemme.

Ved ankomsten til afstemningsstedet skal du henvende dig ved det valgbord, der er angivet på dit valgkort Her afleverer du dit valgkort til en tilforordnet og oplyser din fødselsdato.

Derpå får du udleveret én stemmeseddel. Stemmeafgivningen foregår i en stemmeboks, hvor du er alene bag et forhæng. Den udfyldte stemmeseddel lægges i en valgurne, før du forlader valglokalet.

Hvis du har glemt dit valgkort, kan der fra Hovedbordet udskrives et nyt til dig. Du vil blive bedt om at oplyse dit navn og bopæl samt forevise gyldig legitimation.

Du kan få hjælp til at afgive din stemme. Der vil som hidtil være hjælpemidler til rådighed ved stemmeafgivningen, idet der vil være sorte filtpenne, lupper og et handicapvenligt stemmerum, der er forsynet med hjælpemidler for borgere med synsnedsættelse.

Hvis du er så dårligt gående, at du ikke kan gå fra bilen ind på valgstedet, kan du stemme i din bil. I så fald sender du din chauffør ind på valgstedet for at anmode de tilforordnede om stemmeafgivelse i bil.

Inde i valglokalet kan du få personlig bistand til afgivelse af din stemme, hvis du ikke på egen hånd kan afgive denne. Hjælpen ydes af en eller flere stemmemodtagere, Dog kan den ene hjælper i stedet være udpeget af vælgeren selv.

Enhver vælger har endvidere mulighed for at forlange, at den personlige bistand til stemmeafgivningen alene ydes af en person, som vælgeren selv har udpeget. Det er dog en betingelse, at vælgeren over for stemmemodtageren på eget initiativ udtrykkeligt og utvetydigt tilkendegiver et ønske om alene at få personlig bistand af en personligt udpeget hjælper, og at ønsket er begrundet i en umiddelbart konstaterbar eller dokumenterbar fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Det er stemmemodtageren, der vurderer, om disse to betingelser er opfyldt.

Hvis du ikke kan stemme på valgdagen, så kan du brevstemme.

Kontakt os

Har du spørgsmål til, hvordan du stemmer på valgdagen?

Byrådssekretariat
Torvet 1 - 5800 Nyborg

Åbnings- og telefontider