Miljøtilsyn

Nyborg Kommune fører regelmæssigt miljøtilsyn hos virksomheder og landbrug i kommunen.

Nyborg Kommune skal føre tilsyn med virksomheder og landbrug, der er omfattet af Miljøstyrelsens bekendtgørelse om miljøtilsyn. 

Hyppigheden af tilsyn på virksomheder og landbrug bliver beregnet på baggrund af en miljøscoring, som Miljøstyrelsen har udviklet. 

Miljøscoringen indeholder forhold, som har med virksomhedens produktion og drift at gøre. Der indgår også forhold, som knytter sig til virksomhedens beliggenhed i forhold til blandt andet grundvand og naboer. 

Det er også muligt, at kommunen laver et tilsyn uden om den planlagte frekvens. Dette sker, hvis vi får en henvendelse, der giver anledning til et miljøtilsyn. 

Du kan læse mere om reglerne for miljøtilsyn på Miljøstyrelsens hjemmeside her

Sådan foregår et tilsyn

Tilsyn kan både være varslede (14 dage før) eller uvarslede.

Tilsynet omfatter rundvisning inde og ude på virksomheden. Vi vil have fokus på alle de forhold, der har betydning for virksomhedens påvirkning af omgivelserne. Det kan for eksempel være afkast til luften, spildevand, affald og risiko for jordforurening. 

Tilsynet afpasses efter de aktiviteter, der foregår på virksomheden.

Det kan ske, at vi bliver opmærksomme på overtrædelser af regler og vilkår, som kræver indskærpelse eller påbud om at få forholdet bragt i orden inden en given frist.

Nyborg Kommune lægger stor vægt på, at tilsynsarbejdet er dialogbaseret, så virksomhederne oplever tilsynet som en hjælp til at overholde lovgivning og en vejledning om miljøforbedringer.

Brugerbetaling ved miljøtilsyn 

Virksomheden skal selv betale for sagsbehandlingen ved et miljøtilsyn. 

I 2024 er taksten i forbindelse med miljøgodkendelser og tilsynsaktiviteter 468,96 kroner pr. time. 

Taksten fastsættes og reguleres af Miljøstyrelsen. Brugerbetalingen er fritaget for moms.

I tidsforbruget indgår både tid anvendt på selve virksomheden og tid anvendt til forberedelse, opfølgning rapportskrivning med mere. 

Der er ingen mulighed for at fravige reglerne, og der kan ikke ankes over brugerbetalingen.

Offentliggørelse af oplysninger

Alle virksomheder og landbrug skal have deres miljøtilsynsdata offentliggjort efter hvert tilsyn.

Oplysningerne kan findes på Miljøstyrelsens hjemmeside Digital Miljøadminstration.

Digital Miljøadminstration kan du slå virksomheder op og se, hvornår de sidst har haft tilsyn, hvad der er ført tilsyn med og om tilsynet har givet anledning til håndhævelser.

Kontakt os

Har du spørgsmål til miljøtilsyn?

Teknik, Miljø og Erhverv
Nørrevoldgade 9 - 5800 Nyborg

Åbnings- og telefontider