Alle børn fortjener en god start på livet – men nogle familier kan have brug for lidt ekstra støtte og vejledning. Det skrues der op for i 2025, hvor en indsats med en ny såkaldt familieindgang skal udvikles og finde sin form. Indsatsen etableres med knap 4 mio. kroner i støtte fra Social- og Boligstyrelsen, og her skal der både håndteres dagligdagsproblemer, længerevarende udfordringer og fokuseres på mental sundhed.
- Vi vil gerne gøre noget ekstra for småfamilier, der har brug for lidt ekstra støtte, eller hvis man har en teenager, der mistrives. Målet er, at det skal blive nemmere og også gå hurtigere med at få den rigtige hjælp, fordi vi samler nogle kompetencer og skal arbejde endnu mere på tværs. For jo hurtigere vi hjælper mor og far i deres roller, jo bedre er det for kommunens børn og unge, siger formand for Social- og Handicapudvalget Anja Kongsdal (V).
Nogle af de fagligheder, der skal arbejde endnu tættere sammen i at støtte familierne i deres udfordringer og potentialer, er fx sundhedsplejersker, familiekonsulenter og psykologer. Netop med fokus på at få et bedre helhedsblik over hvad der er brug for af hjælp hele vejen rundt. Og forventningerne til den nye familieindgang er store, fortæller udvalgsformand Anja Kongsdal (V).
- Det gavmilde tilskud fra Social- og Boligstyrelsen gør det muligt i langt højere grad at skræddersy den indsats, vi kan tilbyde udfordrede familier. Vi vil sætte ind overfor de vanskeligheder, familierne kan opleve, så vi hurtigere får hjulpet dem ind på en bedre livsbane. Det er en utrolig vigtig indsats, som forhåbentlig vil gøre en stor forskel både for kommunens forældre, der føler sig støttet og hjulpet, og for de mange børn, der hjælpes bedre på vej, forklarer formand for Social- og Handicapudvalget Anja Kongsdal (V).
Nyborg Kommune kan endnu ikke sætte tal på, hvor mange familier der vil benytte den nye indsats. Det afhænger også af, hvordan indsatsen i sidste ende udmøntes helt konkret. Men fokus vil uanset set hvad især være på at få ryddet barrierer af vejen, som skygger for, at man kan være den bedst mulige forælder for sit barn, forklarer afdelingsleder for Familieindgangen, Janni Birkkjær Norrbom:
- Hvis man sideløbende med udfordringer som forælder også slås med alt muligt andet, kan det blive svært. Forældre der mangler job, ikke har et stærkt netværk, hvor relationerne er konfliktfyldte eller måske er psykisk sårbare har godt af ekstra støtte. For jo tidligere vi kan sætte ind og hjælpe mor og far i deres roller, jo bedre bliver hverdagen og livsbanen for deres børn. Så den her indsats er i høj grad også forebyggende. Vi vil tage hånd om sårbare familier, så deres udfordringer ikke vokser til uoverskuelig størrelse, men de tværtimod tidligt hjælpes ind på et bedre spor for børnenes skyld, siger Janni Birkkjær Norrbom.
Indtil videre vil indsatsen med puljemidlerne fra Social- og Boligstyrelsen strække sig over tre år frem til 2028.
For yderligere oplysninger, kontakt
Anja Kongsdal (V), formand for Social- og Handicapudvalget, tlf. 26830708.
Janni Birkkjær Norrbom, afdelingsleder for Familieindgangen, tlf. 23115470.