Nyhed, tilføjet 20. juni 2022

Stor cykel i græsset på Den Grønne

På græsplænen ved Den Grønne i Nyborg er græsset brændt i formen af en cykel, der nu kan ses fra luften.

Nyborg bliver pyntet mere og mere op til Tour de France. Både borgere, virksomheder og foreninger har  været kreative, og nu har et lokalt firma også suppleret med en stor cykel, der kan ses oppefra, på græsplænen ved Den Grønne i Nyborg.

Firmaet W-JET producerer blandt andet ukrudtsbrændere, og i den forbindelse havde de et ønske om at teste en af deres brændere. De fandt selv på at brænde i formen af en cykel, og det fik de tilladelse til på Den Grønne i Nyborg af Vej og Park i Nyborg Kommune. 

Udover cyklen, der nu kan ses på Den Grønne, er Nyborg blandt andet blevet pyntet med flag i gågaden, Tour de France-udstillinger i butiksvinduer, skulpturer i byens rundkørsler og gule cykler i borgeres haver og på altaner.