Nyhed, tilføjet 19. okt. 2021

Tour de France trofæet kommer til Nyborg

Der bliver fransk tour-stemning på Fyn, når det officielle trofæ 26. oktober cykles tværs over øen for at lande i Nyborg.

Som den olympiske flamme der overrækkes den kommende værtsby, så har Tour de France også et trofæ, der hører hjemme hos næste års værter.

Ved afslutningen af Tour de France 2021 blev trofæet overrakt til de fem danske byer, der næste år er vært for Grand Depart.

Tirsdag 26. oktober bringes trofæet fra tour-byen Vejle til Nyborg, og det sker selvfølgelig på to hjul – med hjælp fra både Storms Cycling og Nyborg Cykelklub.

Det forventes, at trofæet når sit mål - Nyborg Bibliotek på Torvet i Nyborg – klokken 16, hvor alle er velkomne til at møde op og hilse på.

Hen over efteråret kan Tour de France-udstillingen opleves i Nyborg Kommune. Trofæet vil være udstillet sammen med blandt andet tourens fire trøje, to quizzer og en ægte Tour de France-ladcykel. I perioden fra 26. oktober 2021 til midt januar 2022 tager udstillingen på ”turné” rundt i kommunen, så alle får en chance for at opleve den franske cykelstemning på nærmeste hold.

Her kan du i den betjente åbningstid se udstillingen

  • 26. oktober – 14. november 2021 på Nyborg Bibliotek
  • 15.-18. og 20. november 2021 på Ullerslev Bibliotek
  • 22.-25. og 27. november på Ørbæk Bibliotek
  • 30. november kl. 13-16 på Bastionen
  • 4. december kl. 13-16 på Bastionen
  • 8. og 9. december kl. 16-18 på Bastionen
  • 12. december kl. 10-13 på Bastionen
  • 16. december 2021 - 17. januar 2022 på Nyborg Bibliotek

Fakta om Grand Départ Trofæet

Trofæet er et vandretrofæ, der blev indført i forbindelse med den 100. udgave af Tour de France i 2013. Her var Korsika Grand Départ – altså startstedet for Tour de France det givende år. Trofæet har tidligere været udstillet i blandt andet Korsika, Yorkshire, Utrecht, Bruxelles og Fougères i år. Næste gang bliver det i Danmark.

Det er første gang i tour-historien, at en Grand Départ går på tværs af et helt land. Trofæet skal på rundtur på tværs af Danmark, hvor det vil komme forbi alle fem mål- og startbyer.

I løbet af det år, Danmark har trofæet, kommer det til at indgå i en vandreudstilling sammen med blandt andet tourens fire trøjer, to quizzer og en Tour de France-ladcykel. 

For yderligere oplysninger, kontakt 

Lone Mørup, pressechef. Tlf. 2594 0599, e-mail: lmm@nyborg.dk