Nyhed, tilføjet 10. juli 2023

Byparken åbner

Nu fjernes byggepladshegnene ved Nyborg Bypark på pladsen mellem Nyborg Destilleri og den gamle færgehavn.

Siden februar har arbejdet med at anlægge Nyborg Bypark stået på, og fra i dag begynder vi at fjerne hegnene rundt om den nye bypark på pladsen ved den gamle færgehavn langs Færgevej i Nyborg.

Byparken er herefter åben for alle og byder blandt andet på et unikt, bakket landskab, der sammen med beplantningen, gangstier og lys skaber opholdsrum og grønne arealer i parken. I parken er der skabt en plads på den gamle remises drejeskive, som binder fortid og nutid sammen.

Selvom Nyborg Bypark nu er åben, er den ikke klar til officiel indvielse endnu. Der arbejdes løbende med beplantningen og nye tiltag, så gæsterne kan i de kommende år opleve en park under forsat udvikling. Blandt andet et konkret projekt om at skabe kontakt med vandet i samarbejde med Lokale og Anlægsfonden.

Dyreliv og vilde planter

I den seneste tid – mens anlægsarbejdet har stået på, og beplantningen har slået rødder – er der observeret et rigt fugleliv på pladsen. Derudover får parken ofte besøg af en hare eller to.

Dyrene nyder blandt andet godt af de grønne planter, der vokser vildt på bakkerne. På grund af tørken er det i høj grad vilde planter, som har etableret sig. Derfor forventer vi, at de grønne arealer i parken vil udvikle sig yderligere de kommende år, i takt med at den tiltænkte beplantning får fat.

Foreløbig tak til vores partnere i projektet for et godt samarbejde, herunder totalentreprenør Dreier og Co., og tegnestuen Urbanlab Nordic.

I galleriet herunder kan du se billeder fra anlægsarbejdet i byparken. Billederne er taget hhv. 1. december, 22. maj og 26. juni, undervejs som arbejdet med parken er skredet frem.

Fotos: Ulf Elbrønd // Lokale og Anlægsfonden

Parkens forvandling

For yderligere information, kontakt

Teknik, Miljø og Erhverv, e-mail: teknikmiljoeogerhverv@nyborg.dk

Søren Tideman Lassen, kommunikation og presse. Tlf. 2156 3716, e-mail: slas@nyborg.dk