Søg

Gruppe- og netværksforløb for forældre til børn med psykisk eller fysisk handicap

Et gruppeforløb for forældre, der ønsker viden, inspiration og netværk til at styrke deres barns og familiens trivsel. Sammen med andre forældre får I redskaber til at håndtere hverdagen med et barn med funktionsnedsættelse.

Formålet

Formålet med forløbet er at give forældre inspiration, viden og konkrete redskaber til at styrke familiens trivsel og udvikling, finde nye måder at håndtere hverdagens udfordringer på og styrke relationen til barnet og familiens samlede hverdagsliv. Forløbet har desuden fokus på at udvikle forældreskabet og støtte barnets deltagelse i fællesskabet. Samtidig skaber forløbet mulighed for erfaringsudveksling og netværksdannelse med andre forældre i lignende situationer. Undervejs tilbydes et trygt rum, hvor der er plads til at sætte ord på tanker og følelser om det at være forælder til et barn med funktionsnedsættelse.

Målgruppe

Forældre til børn i alderen 0–18 år med kognitive, psykiske eller fysiske handicap. Eksempler på diagnoser og funktionsnedsættelser: ADHD, Autismespektrumforstyrrelser, Udviklingshæmning, Syndromer, Cerebral parese, Erhvervet hjerneskade, Kroniske lidelser, Nedsat syn, hørelse eller mobilitet.

Forløbets indhold

Forløbet består af 9 mødegange og indeholder følgende temaer:

  • Velkomst og opstart
  • Følelser og tanker om det at have et barn med funktionsnedsættelse
  • Samliv og hverdagsliv i familien
  • Indblik i barnets sanser og praktiske lege
  • Redskaber til at støtte barnets udvikling og trivsel
  • Redskaber til at skabe struktur i hverdagen
  • Tilbud i kommunen og samarbejde med fagpersoner
  • Afslutning og netværksdannelse mellem deltagerne
  • Opfølgningsgang med fokus på oplevet udbytte af forløbet

Begge forældre opfordres til at deltage sammen, hvis muligt. Enlige forældre opfordres til at tage en deltager med (fx ven/veninde, bedsteforælder eller anden støtteperson), så der er mulighed for sparring om de temaer, kurset omhandler.

Kontakt os

Har du spørgsmål?