Søg
Dreng med åben mund og hænder på kinderne
Foto © Colourbox

Forældrepiloterne: Forløb til forældre med børn i børnehave til 3. klasse

Et gruppeforløb for forældre til børn i børnehave til 3. klasse, der oplever udfordringer med uro, opmærksomhed eller impulsivitet. Forløbet giver forældrene viden og redskaber til at støtte deres barns udvikling og trivsel.

Formålet

Formålet med Forældrepiloterne er at give forældre vejledning, viden og praktiske redskaber, der hjælper dem med at ændre vaner og håndtere deres barns udfordringer på nye måder. Forløbet bygger på velafprøvede metoder til børn med ADHD og lignende vanskeligheder.

Målgruppe

Tilbuddet henvender sig til forældre med børn i børnehave til 3. klasse, der er udfordret med uro, opmærksomhed eller impulsivitet. Forløbet er relevant, når barnets udfordringer:

  • Er relateret til mindst ét af følgende områder: uro, opmærksomhed eller impulsivitet.
  • Medfører, at barnet fungerer dårligere end sine jævnaldrende i hverdagen.
  • Som minimum optræder derhjemme, men kan også vise sig i institution, skole og fritid.

Forældrene skal være motiverede for at:

  • Få hjælp til at løse udfordringer på nye måder for at støtte deres barn.
  • Deltage i alle møder og arbejde med sig selv og deres barn under forløbet.

Forløbet er ikke relevant, hvis:

  • Barnet har adfærdsproblemer, der ikke vedrører udfordringer med uro, opmærksomhed eller impulsivitet.
  • Barnet har et væsentligt nedsat funktionsniveau i forhold til for eksempel skolegang og generel trivsel.
  • Barnet har ADHD, autisme eller tilknytningsforstyrrelse.
  • Barnet har behov for at blive udredt eller behandlet i børne- og ungdomspsykiatrien.

Forløbets indhold

Forældrepiloterne foregår primært i grupper med op til otte forældrepar og bliver varetaget af to gruppeledere. Mellem møderne arbejder forældrene på egen hånd med sig selv og deres barn.

Forældrene deltager i fire møder á 2,5 time sammen med op til otte forældrepar og uden børn:

  • Modul 1: Introduktion til forløb, bevidsthed, udfordringer og positiv forandring.
  • Modul 2: Visuel støtte, konflikter og fysisk aktivitet.
  • Modul 3: Følelsesregulering, sociale færdigheder og forskellige aktivitetsniveauer.
  • Modul 4: Afslutning, valgt tillægsemne og planer for fremtiden.

Kontakt os

Har du spørgsmål til forældrepiloterne?