
Når svære følelser fører til selvskade
Samtaleforløb til børn og unge i alderen 12 til 17 år med selvskadende adfærd.
Formålet
Formålet med forløbet er at lære barnet/den unge at håndtere sine følelser på en mere konstruktiv måde, så den selvskadende adfærd bliver mindsket.
Målgruppe
Børn og unge på 12 til 17 år med tegn på og optagethed af selvskade. Den selvskadende adfærd skal vise sig på mindst ét af følgende områder:
- Barnet/den unge har aktuelle tanker om selvskade.
- Barnet/den unge har selvskadet mindst én gang inden for de seneste tre måneder.
Selvskaden kan for eksempel være at skære sig, brænde sig, kradse sig til blods eller at slå sig selv/en kropsdel ind i noget.
Selvskaden må ikke være suicidal eller på anden måde så alvorlig, at der er behov for behandling i psykiatrien.
Forløbets indhold
Forløbet består af en screeningssamtale og otte samtaler med en behandler. Forældrene deltager i den indledende og den afsluttende samtale. Imellem samtalerne øver barnet/den unge sig på det, der er blevet gennemgået.
Barnets/den unges udfordringer og oplevelser er udgangspunktet for samtalerne, hvor det er formålet at:
- Lære barnet/den unge og forældre om selvskade og selvskadens funktion.
- Støtte barnet/den unge i at være mere bevidst om sine følelser og oplevelser.
- Støtte barnet/den unge i at håndtere sine følelser på en mere hensigtsmæssig måde.
- Klæde barnet/den unge og familien på til at fortsætte arbejdet på egen hånd, når forløbet slutter.
Barnets/den unges læringsmiljø og øvrige netværk kan inddrages, når det er relevant for at støtte forløbet og fremme en positiv udvikling.
Tilmelding
Hvis du ønsker at tilmelde dig til et af vores gruppeforløb, skal du udfylde det digitale henvendelsesskema nedenfor.
Når vi har modtaget din tilmelding, kontakter vi dig for at aftale det videre forløb.
Kontakt os