Økonomisk støtte til efterskoleophold

Hvis dit barn skal på efterskole, skal du selv betale udgiften. Staten yder dog elevstøtte baseret på jeres husstandsindkomst (to år tilbage), og kommunen kan i særlige tilfælde give ekstra hjælp.

Økonomisk støtte

Hvis dit barn har et særligt behov for støtte på grund af sociale, personlige eller udviklingsmæssige udfordringer, kan der i særlige tilfælde være mulighed for, at kommunen yder økonomisk støtte til et efterskoleophold.

Det er en betingelse, at det er af væsentlig betydning for barnets særlige behov for støtte, at der ydes økonomisk hjælp.

Formålet med støtten er at give barnet mulighed for et ophold, der kan bidrage til den nødvendige forandring i barnets trivsel og udvikling.

Bevilling af økonomisk støtte sker efter barnets lov § 35, stk. 4, nr. 3.

Sådan vurderer kommunen behovet

For at vurdere, om barnet har et særligt behov for støtte, indhenter vi relevante oplysninger om barnets trivsel, udvikling og adfærd samt familiens samlede situation.

Vi ser på, om der er væsentlige sociale eller familiemæssige forhold, der kræver en indsats for at skabe den nødvendige forandring.

Hvis vi vurderer, at der er et særligt behov for støtte, vurderer vi derefter, om et efterskoleophold på den valgte skole kan have væsentlig betydning for barnets behov og bidrage til den ønskede forandring.

Hvis ikke, ser vi på andre former for støtte efter barnets lov.

Der kan ikke ydes økonomisk støtte, hvis behovet alene skyldes faglige udfordringer. Disse skal håndteres inden for undervisningslovgivningen.

Økonomisk vurdering

Hvis barnet vurderes omfattet af målgruppen, foretager vi en økonomisk trangsberegning.

Du vil blive bedt om at sende dokumentation for indtægter og udgifter. Vi vurderer, om betalingen af et efterskoleophold vil bringe familiens økonomi ud af balance.

Der kan kun ydes støtte til forældremyndighedsindehavere.

Andre muligheder for støtte

Besøg Efterskoleforeningens hjemmeside for information om statens elevstøtte, prisberegner og legater.

Kontakt os

Har du spørgsmål til økonomisk støtte til efterskoleophold?