
Kulturpas for unge
Savner du oplevelser og fritidsfællesskaber? Kulturpas er et nationalt forsøg med gratis kultur- og fritidstilbud for unge mellem 15-24 år, som går på FGU eller ikke er i uddannelse eller job.
Kulturpas er et digitalt gavekort på 1.000 kr. om året. Du kan bl.a. bruge det til betaling af medlemskab i en forening, til koncert-, teater- og sportsoplevelser – og meget mere. Kortet giver adgang til kultur- og fritidsoplevelser over hele landet og kan altså benyttes på tværs af kommunegrænser.
Kulturpasset dækker også ledsager, fx støtteperson eller handicaphjælper, hvis ansøger har brug for pædagogisk eller praktisk støtte til at anvende kulturpasset.
Hvem kan få et kulturpas?
Du kan ansøge om at modtage et kulturpas, hvis du:
- går på FGU (Forberedende grunduddannelse)
eller, hvis du:
- er mellem 15-24 år
- arbejder mindre end 18 timer om ugen
- ikke har færdiggjort, ikke er i gang med eller ikke er optaget på en uddannelse (ungdoms- eller videregående uddannelse)
- ikke går i folkeskole.
Om forsøget med Kulturpas
Nyborg Kommune er med i det nationale forsøg med kulturpas til unge, som er målrettet unge mellem 15-24 år, som går på FGU eller uden for job og uddannelse. Forsøgsperioden løber fra sommeren 2025 til udgangen af 2026.
Målet med kulturpas er at styrke trivsel, motivation og tro på egne evner gennem adgang til oplevelser, der ellers kan være uden for rækkevidde.
Her kan du bruge kulturpas
Klik her for at se, hvor du kan bruge kulturpasset
Er du kulturaktør - og ikke på listen?
Se på kulturpasinfo.dk, hvordan dit idræts- eller kulturtilbud bliver en del af kulturpas