Højvandssikring af Nyborg by
Klimatilpasningen af Nyborg by skal beskytte vores boliger, bygninger, kulturarv og infrastruktur mod oversvømmelser ved stormflod og være med til at udvikle havnefronten.
I dag er indre havn et epicenter for oversvømmelser. Det er her, at Nyborg by møder havet først, når kraftigt stormvejr får vandstanden i havnen til at stige. Derfor har dette område naturligt en meget høj prioritet, når vi skal klimasikre byen.

Illustration: Den røde linje illustrerer, hvor der er godkendt linjeføring.

Illustration: Den røde linje illustrerer, hvor der er godkendt linjeføring.
Ved kraftige stormfloder er den nuværende kajkant ved indre havn ikke høj nok til at modstå, at havet løber til blandt andet voldgraven. Samtidig ligger terrænet omkring voldgraven så lavt, at oversvømmelser i Nyborg Havn også kan sprede sig til flere områder – i bymidten, banegården og motorvejen, der kan give yderligere udfordringer og skader. Ved Havnegade er der allerede etableret en pumpe, der kan håndtere bagvandet fra voldgraven, når højvandsklapperne på udløbet er lukkede, men det er ikke nok til at holde vandet ude på sigt.
Nationalt risikoområde
På grund af Nyborgs beliggenhed, på kanten af en halvø, og at byen er et centralt og vigtigt knudepunkt for trafik og mobilitet i midten af Danmark, har Kystdirektoratet, på baggrund af EU's oversvømmelsesdirektiv, udpeget byen som et nationalt risikoområde for oversvømmelser fra Storebælt. Derfor har Nyborg Kommune udarbejdet en Risikostyringsplan 2019, handlingsplan for Klimatilpasning 2022 og en plan for gradvis sikring af Nyborg kommune i takt med at klimaforandringerne bliver en større risiko.
Ny levende havnefront
Højvandssikringen af Nyborg Kommune behandles i byrådet, hvor det er besluttet at arbejde med en gradvis sikring. Første etape handler om at få defineret og etableret sikring langs havnen og ud mod Lindholm, der kan beskytte bygninger, boliger, virksomheder, butikker og infrastruktur i Nyborg by.
Sikringen kan samtidig være en unik mulighed for, at vi udvikler havnefrontens byrum med plads til aktivitet og rekreative åndehuller. Derfor sigter første fase af projektet efter at binde området fra Kongens Skibsbro i indre havn sammen med Marinaen og på den måde skabe en knap 2 kilometer sammenhængende havnefront med mulighed for at udvikle små oaser med plads til at sidde, nyde, opholde sig eller være aktiv tæt ved vandet. Alt sammen for at gøre det nemmere at færdes fra den ene ende til den anden, komme tæt på vandet og nyde Nyborgs unikke udsigt og beliggenhed.
Sikringen udføres som en kombination af forskellige former for forhøjning og beskyttelse. Det vil fx være forhøjede bolværker, udskifte spuns, højvandsmure med mobile barrierer samt forhøje terrænet de steder, hvor det naturligt kan bindes sammen med eksisterende miljø. Der arbejdes også med tanker om at etablere diger, grønne pladser, en promenade og opholdstrapper. Alt sammen løsninger, der samtidig tager højde for, at det skal være nemt at færdes ved havnen.
Projektet forventes realiseret i 2028-2030. I 2026 indleder Nyborg Kommune projekter med flere informations- og dialogmøder forud for yderligere planlægning.
Visualiseringer ved Toldbodgade/Havnegade, som den kan komme til at se ud med højvandssikring, her i form af mere nærhed til vandet og nye muligheder for aktivering af området.
Relevante links
Læs mere om projektet