Arkivernes Dag med bogudgivelse
Lørdag 11. november er det Arkivernes Dag, og i den anledning inviteres du til åbent hus på de tre arkiver i Nyborg, Ullerslev og Ørbæk kl. 10-13. Samtidig lancerer arkivet i Nyborg sin nye bog ”Nyborg 1914 og 2023”, som præsenteres og kan købes på dagen i Nyborg.
Mød de lokale ildsjæle og bliv en del af arkiverne
Nyborg Lokalhistoriske Arkiv drives af frivillige, der lægger mange timer og stor passion i at indsamle, registrere, opbevare og formidle vores lokale historie. De er vores hukommelse og hjælper samtidig forfattere, slægtsforskere og andre borgere med at finde oplysninger om områdets fortid og personer.
Til åbent hus på Arkivernes Dag kan du få en snak med de frivillige om deres opgaver og få en rundvisning på det lokale arkiv. I Ørbæk kan du i øvrigt se en udstilling i anledning af Ørbækhallens 50-års jubilæum, mens du i Ullerslev kan se en udstilling om energi og møller.
Hvis du selv går med en stor passion for lokalhistorie, mangler de i øjeblikket frivillige på Ørbæk Lokalhistoriske Arkiv og Ullerslev Lokalhistoriske Arkiv, så dette er også en enestående mulighed for at få en introduktion til arbejdet og se, om det måske er noget for dig.
Bogudgivelsen ”Nyborg 1914 og 2023”
I årene 1913-1922 fotoregistrerede Hugo Matthiesen på vegne af Nationalmuseet 75 provinsbyer. Hensigten var af sikre et tidsbillede af disse byers særlige kendetegn, bygninger og arkitekturen.
Men hvad er der egentlig sket med disse særlige steder i Nyborg siden 1914? Det har Nyborg Lokalhistoriske Arkiv sat sig for at dokumentere, så fotograf og frivillig Anne-Lise Reinsfelt har gået en tur i Matthiesens fodspor og indfanget byen i dag med sit kamera. Det er blevet til den nye bogudgivelse ”Nyborg 1914 og 2023”, hvor byens udvikling gennem de mere end 100 år er belyst gennem små tekstpassager og før- og nu-billeder.
”Nyborg 1914 og 2023” kan købes på Nyborg Lokalhistoriske Arkiv for 50 kr. på dagen, hvor der kan betales med MobilePay. Bogen er udgivet med støtte fra Dreier og Co. Nyborg A/S, Koppers Denmark ApS og Nyborg Museumsforening.