Søg
Ryggen af en masse mennesker der sidder i en biograf
Foto © Colourbox

Biografkompagniet bliver fast forpagter af Nyborg Kino

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede i går at indgå en forpagtningsaftale med Biografkompagniet, der siden 3. april midlertidigt har drevet den lokale biograf i Nyborg, mens interesserede har kunnet byde ind på forpagtningen.

Nu er det ikke længere midlertidigt, at den lokale biograf i Nyborg hedder Kino Teatret. I går besluttede et enigt Kultur- og Fritidsudvalg i Nyborg Kommune nemlig at indgå en forpagtningsaftale af Nyborg Kino med Biografkompagniet pr. 1. juli 2025.

Formand for udvalget Lone Smidt er glad for, at der er indgået en aftale med Biografkompagniet, og at det stadig er muligt at gå i biografen i Nyborg.

- Vi er taknemmelige for den interesse, der har været for at drive biograf her i Nyborg. Vi har modtaget flere interessante og kompetente bud, men har lagt vægt på den erfaring, som Biografkompagniet har med biografdrift, teknisk indsigt og økonomistyring, som de også på fineste vis har vist den seneste tid, hvor de har drevet biografen midlertidigt. Vi ser frem til mange gode år med Kino Teatret i Nyborg, fortæller hun.

Der er i alt modtaget fire tilbud på forpagtningen af Nyborg Kino. Sekretariatet for Kultur, Fritid og Turisme har holdt samtaler med de fire tilbudsgivere og herefter præsenteret de forskellige tilbud på Kultur- og Fritidsudvalgsmødet 3. juni 2025.