De første navne til NY[d]BORG Live 2026 er klar: Pil og Barselona indtager Nyborg til sommer

Nyborg gør klar til sommerens nye store festivaldag, når NY[d]BORG Live for første gang afvikles på Cirkuspladsen lørdag 6. juni 2026.

Kultur, fritid og fællesskabEvents

Nu løfter arrangørerne, Live Culture, sløret for de første artister, som skal stå på scenen: Pil og Barselona.

Begge navne repræsenterer den nye generation af dansk pop og rock, og fælles for dem er, at de formår at skabe stærke fællesskabsøjeblikke, når de går på scenen.

Pil har de seneste år etableret sig som et velkendt og elsket navn på den danske popscene. Siden hun modtog P3 Talentprisen i 2023, har hun for alvor slået sit navn fast med hits som Dronning af Månen, Pæn, Når du går herfra (Nattely) og senest Ringet fra mine lommer. Hun skriver sange, der både giver stof til eftertanke og sætter følelserne i bevægelse, og hendes nærvær på scenen har gjort hende til et populært navn på landets scener.

Barselona har siden deres tidlige teenageår udviklet sig til et af Danmarks mest anmelderroste bands. Med fire albums bag sig, og senest det roste Væbnet Hjerte fra 2023, leverer duoen Rud Aslak og Rasmus Theodor koncerter med både energi, poesi og fællesskab. De er tidligere blevet hyldet som nogle af de stærkeste danske liveoplevelser i nyere tid, og til sommer rammer de Østfyn for første gang.

- At vi kan lægge ud med at præsentere to så stærke og populære danske navne som Pil og Barselona allerede første år, viser niveauet for, hvor vi gerne vil hen med NY[d]BORG Live, og det her er kun de første navne i rækken af flere store, siger Henrik Frisch, kommerciel direktør i Live Culture.

- Vi mærker allerede en massiv opbakning fra både Nyborg og resten af Østfyn, og derfor har vi besluttet at fortsætte salget af early bird-billetter en uge mere, som en tak til alle dem der bakker op om den nye festival. Vi glæder os til at melde endnu flere navne ud i de kommende uger.

Festivalen er skabt i et tæt samarbejde mellem Live Culture, Nyborg Kommune og Frørup Andelskasse. Alle tre med ambitionen om at udvikle en årligt tilbagevendende festival, der samler hele Østfyn om musik, fællesskab og bystolthed.

Du kan læse mere om artisterne her