Demensugen 2025
Målet med ugen er at udbrede viden om, hvordan man kan gøre en forskel, når man møder medborgere med demens i fx bussen eller toget, i en klub eller forening, til koncert, på museet, eller i supermarkedet.
Demensugen løber hvert år af stablen i uge 19, og er et nationalt tiltag hvor mere end 90 % af landets kommuner deltager. Det er folkebevægelsen for Demensvenligt Danmark, der står bag kampagnen, og i Nyborg Kommune tager vi selvfølgelig del i markeringen.
Derfor vil der fra 5.-9. maj være forskellige arrangementer målrettet mennesker med demens og deres pårørende. Arrangementerne arrangeres i samarbejde med Østfyns Museer.
Tirsdag 6. maj: Guidet tur: Museumsinspektør Nicolai Knudsen fortæller historier på kirkegården (for tilmeldte i demensklubben).
Onsdag 7. maj: Nostalgisk tidsrejse – udstilling, kaffe og kiksekage i Almas hus i Ørbæk med mulighed for en guidet tur rundt i Ørbæk med veteranbus (i samarbejde med Jernbanemuseet). (Almas hus er åbent for alle, men er denne dag særligt målrettet mennesker med demens og deres pårørende. Busturen er kun for medlemmer af Demensklubben i Nyborg Kommune og deres pårørende).
Fredag 9. maj: Ridder for en dag: Museumsinspektør Nicolai Knudsen medbringer sin rustning og sværd og viser og fortæller om ridderturneringer og udstyr. (for tilmeldte i demensklubben).
Foruden de forskellige aktiviteter, der skal give borgere med demens og deres pårørende en helt særlig kulturel oplevelse, så planlægger den lokale biograf i Nyborg Kino Teatret en særlig forestilling for mennesker med demens og deres pårørende 5. maj 17.30, og Nyborg Bibliotek laver særudstillinger i anledning af Demensugen i uge 19.
Derudover sætter vi på Nyborg Kommunes kanaler særligt fokus på Demenssymbolet gennem uge 19.Demenssymbolet er et symbol, som mennesker med demens kan bære synligt eller diskret for at vise, at de kan have brug for en hjælpende hånd eller lidt ekstra tålmodighed. Du vil i uge 19 kunne se symbolet flere steder i byen,på kommunens sociale medier og flere andre steder.
FAKTA
- Demensugen løber af stablen hvert år i uge 19, hvor en national kampagne og en række lokale indsatser søger at skabe større forståelse for, hvordan vi kan skabe et mere demensvenligt samfund.
- Fagpersoner, kommuner, organisationer, virksomhedspartnere og ikke mindst frivillige gennemfører en bred vifte af arrangementer, events og oplysningsindsatser for, at vi alle bliver bedre til at invitere og inkludere mennesker med demens i vores fællesskaber og give mennesker med demens den håndsrækning, de kan få brug for i hverdagen.
- Demenssymbolet ”Håndsrækningen” blev lanceret i 2021 og symboliserer to hænder, der rækker ud mod hinanden. Det er et symbol, som mennesker med demens kan bære synligt eller diskret for at vise, at de kan have brug for en hjælpende hånd eller lidt ekstra tålmodighed. Symbolet er udviklet i samarbejde med mennesker med demens og fagprofessionelle og bruges aktivt af mere end 5.000 danskere, der lever med demens.