Søg

Demensugen i Nyborg Kommune bød på historie, fællesskab og nye minder

Der var blandt andet liv, glæde og smil i demensklubben, da vi sidste uge markerede den årlige demensuge.

I et stærkt samarbejde med Østfyns Museer og Danmarks Jernbanemuseum delte borgere med demens og deres pårørende gamle minder og skabte nye stjernestunder. Demensugen 2025 bød blandt andet på:

  • En guidet tur på Assistentkirkegården, hvor museumsinspektør Nicolaj holdt et tankevækkende oplæg om danske og tyske soldater, modstandsmænd og flygtninge, der ligger side om side.

  • En ægte ridderoplevelse for demensklubbens medlemmer og deres pårørende, da museumsinspektør Nicolaj – iført fuld rustning, hjelm og komulesko – besøgte klubben og lod sværd, metalhandsker, hjelme, operationsudstyr og medicinske masker med krydderurter gå bordet rundt. Alle fik en sanseoplevelse ud over det sædvanlige. Til sidst blev der hugget i en flæskesteg med sværd og stridsøkse.

  • Veteranbusser, kiksekage og nye venskaber – alt sammen en del af oplevelsen, da Almas Hus inviterede Demensklubben indenfor i det nyrestaurerede husmandssted i Ørbæk. Her optrådte demensklubbens kor også – til stor glæde for alle fremmødte. TV 2 Fyn kiggede også forbi og lavede et indslag om arrangementet.

  • De mange oplevelser gav anledning til masser af samtaler i dagene efter, hvor borgere og personale genså TV 2 Fyn-klippet og mindedes ugen. Koret bød desuden op til fællessang med deres nye repertoire.

Demensugen afholdes hvert år i uge 19 som en del af en national kampagne, der har til formål at skabe større forståelse for, hvordan vi kan skabe et mere demensvenligt samfund.


Med de mange aktiviteter håber vi at skabe større opmærksomhed omkring sygdommen og de mennesker, der lever med den – samtidig med, at vi giver både dem og deres pårørende en god og meningsfuld oplevelse.

FAKTA OM DEMENSUGEN

  • Demensugen afholdes hvert år i uge 19. En national kampagne og en række lokale indsatser arbejder for at skabe større forståelse for, hvordan vi sammen skaber et mere demensvenligt samfund.

  • Fagpersoner, kommuner, organisationer, virksomhedspartnere og frivillige gennemfører en bred vifte af arrangementer og oplysningsindsatser. Formålet er, at vi alle bliver bedre til at inkludere mennesker med demens i vores fællesskaber – og give dem den håndsrækning, de har brug for i hverdagen.

  • Demenssymbolet “Håndsrækningen” blev lanceret i 2021. Det forestiller to hænder, der rækker ud mod hinanden, og kan bæres af mennesker med demens – synligt eller diskret – for at signalere, at de kan have brug for en hjælpende hånd eller lidt ekstra tålmodighed. Symbolet er udviklet i samarbejde med mennesker med demens og fagprofessionelle og bruges aktivt af mere end 5.000 danskere, der lever med sygdommen.

Demenssymbolet