Historisk plan skal genoprette kystområderne langs Storebælt

En omfattende trepartsaftale for naturen og miljøet omkring Storebælt er blevet indgået. Med den i hånden går kommunerne, landbruget og Danmarks Naturfredningsforening for alvor i gang med at reducere kvælstof og sikre fremtidens bæredygtige erhverv.

Der skal plantes kilometervis af skov, store arealer af landbrugsjord skal laves om til vådområder, og så skal der gives plads til mere vild natur til gavn for biodiversiteten. Planerne er store – og mange – i den nye aftale som Den Lokale Trepart for Storebælt netop har indgået.

Her udpeges 321 projekter, som aftaleparterne drømmer om at realisere. Hvis alting lykkes, vil det reducere udledningen af kvælstof med 335 tons, og derfor er det ifølge Søren Svendsen (V), der repræsenterer Nyborg Kommune i treparten, en historisk aftale, der nu er indgået: 

Ambitionerne har vi haft længe, men nu er der skrevet under på planer, der reelt kommer til at ændre landskabet, give fjorden livet tilbage og beskytte vores grundvand. Det er jeg enormt stolt af og også af at det netop er en aftale, vi indgår på tværs. Vi har sat barren højt og peger nu på løsninger, der både er omfattende og realistiske – takket være et tæt og tillidsfuldt samarbejde i treparten,

- siger Søren Svendsen (V), der også er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Nyborg Kommune

Aftaleteksten er første skridt i den historiske omlægning af landbrug og natur, der skal sænke klimabelastningen, give mere plads til naturen og forbedre tilstanden i åer, fjorde og Storebælt markant. Bag den står Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Naturstyrelsen og Langeland, Faaborg-Midtfyn, Kerteminde og Nyborg Kommune. 

Trepartsprojektets samlede potentiale rummer i alt 5.882 hektar jord, hvoraf knap halvdelen – 2.676 hektar - befinder sig i Nyborg Kommune. Til sammenligning er Nyborg By ca. 1.100 hektar stor. Derudover er det i øjeblikket kun i Nyborg Kommune, der er planer om skovrejsning som en del af aftalen. 

Planen vil løbende blive tilpasset, men dagens aftale markerer startpunktet og sætter retningen for det videre arbejde, der især kommer til at basere sig på økonomisk kompensation og frivillighed hos lodsejerne. 

Den omlægningsplan vi kan præsentere nu, kan skabe rammerne for fremtidens landbrug, med et stærkt landbrugserhverv, der også har øje for naturen og biodiversiteten. Planen viser lodsejerne en vej til målet, så det er nu, de skal være aktive med at melde projekter ind, så vi i fællesskab når målet om bedre klima og vandmiljø. Jeg glæder mig over, at vi hele vejen rundt om bordet har haft øje på bolden i hele processen, og faktisk kommer ud med et stærkt fundament for at realisere planen,

- siger Torben Povlsen repræsentant fra Landbrug & Fødevarer i treparten

Fra første dag i trepartssamarbejdet har der været enighed om målet for vores arbejde. Den tillid vi har opbygget til hinanden, vil være guld værd i det kommende arbejde. Vi glæder os over at have lavet en aftale, som alle kan se sig selv i. I DN ser vi frem til et markant løft af natur- og vandkvaliteten i fx Holckenhavn Fjord og Vindinge å. Flere tusinde hektar tages ud af landbrugsdrift i hele Trepartsområdet. Efter årtiers tilbagegang for naturen tror vi i DN, at denne aftale vil blive husket. Netop med denne aftale skabte vi rammerne for et afgørende vendepunkt. Dem der holder af natur, vil endelig kunne glæde sig over fremgang i takt med, at denne plan bliver realiseret,

- siger Erik Højkjær Larsen og Mogens Ribo Petersen, der repræsenterer Danmarks Naturfredningsforening i treparten

Næste skridt for omlægningsplanen for Den Lokale Trepart for Storebælt er, at den inden årets udgang skal vedtages politisk i de fire deltagende kommuner.

Du kan læse mere om Nyborg Kommunens engagement i Grøn Trepart her

FAKTA

Den Lokale Trepart for Storebælt omfatter potentielle projekter på samlet 5.882 hektar. De fordeles først og fremmest på 3.942 hektar jord udpeget til vådområder, Fast-Track-Vådområder, minivådområder og lavbundsprojekter. Derudover er der planlagt skovrejsning på 847 hektar, udpeget yderligere 704 hektar, hvor der er potentiale til at skabe et sammenhængende naturområde og 389 hektar, hvor den mulige projekttype ikke er fastlagt endnu.

Den Lokale Trepart for Storebælt er en af 23 lokale treparter på landsplan, der skal bidrage til at gennemføre den ambitiøse plan om et Grønt Danmark til gavn for klima, natur og vandmiljø.

På landsplan betyder det:

  • at 140.000 hektar lavbundsjorde frem mod 2030 skal omlægges.
  • at kvælstofudledningen på landsplan skal reduceres med 13.800 ton.
  • at der skal rejses 250.000 hektar skov frem mod 2045.
  • at 20 procent af Danmarks areal skal være beskyttet eller strengt beskyttet natur.

For yderligere oplysninger, kontakt

Søren Svendsen (V), Nyborg Kommunes repræsentant i Den Grønne Trepart Storebælt og formand for Teknik- og Miljøudvalget i Nyborg Kommune, tlf. 2137 7946.

Torben Povlsen og Rune Gjengedal, der repræsenterer Landbrug & Fødevarer i treparten, tlf. hhv. 4027 2755 og 4018 3533.

Erik Højkjær Larsen og Mogens Ribo Petersen, der repræsenterer Danmarks Naturfredningsforening i treparten, tlf. hhv. 6171 7765 og  2168 1535.

Gruppebillede folkene bag Grøn Trepart Storebælt