Folk fra Slagelse og Nyborg Kommune på vej ombord på et skib
Foto © Nyborg Kommune

Kystkommuner fra hele Nordeuropa mødes til topmøde i Nyborg og Slagelse

Næste år bliver Nyborg og Slagelse værter for en international miljøkonference, hvor kystkommuner fra hele Nordeuropa deler erfaringer med at mindske affald i havet og give fisk og planter bedre betingelser.

Folk fra Slagelse og Nyborg Kommune på vej ombord på et skib
Foto © Nyborg Kommune

Over 80 kystkommuner fordelt over det meste af Nordeuropa er med i det internationale miljønetværk kaldet KIMO. De samarbejder for et renere havmiljø og kyster med mindre skrald og forurening. Blandt andet ved at påvirke lovgivning og søsætte lokale initiativer, hvor havne og fiskere engageres i at indsamle affald.

Næste år afholder KIMO for første gang sit årsmøde i Nyborg og Slagelse. Her vil fokus igen være på, hvad kystkommuner kan gøre for at beskytte og forbedre havmiljøet – og de to værtsbyer glæder sig til i fællesskab at tage imod ca. 80 gæster fra ind- og udland:

Som kystkommuner har vi nogle særlige udfordringer. Det er hos os, at marineaffald og plast fra havet skyller op på stranden, og samtidig er vi afhængige af et sundt og godt havmiljø både for naturen, borgerne og med turisme for øje. Så dagsordenen er utrolig vigtig – og vi glæder os til at vise de andre lande, hvordan vi går til opgaven,

- siger borgmester i Nyborg Kommune, Kenneth Muhs (V)

De seneste år er havmiljøet rykket højere op på den politiske dagsorden, og med den grønne trepart er der sat konkret fokus på at finde løsninger, der begrænser udledning af kvælstof og fosfor til havmiljøet. Vi har desuden flere naturgenopretningsprojekter på tegnebrættet her i kommunen – både på land og i havet. Men uanset hvor ambitiøse vi er lokalt, kan vi ikke løfte opgaven alene. Derfor er det afgørende, at vi samles og drøfter udfordringerne på tværs af landegrænser – og netop dét gør KIMO vigtig,

- siger borgmester i Slagelse Kommune Knud Vincents (V)

Fælles løsninger på forskellige problemer

Selvom Nyborg og Slagelse deles om Storebælt, så er der forskellige problematikker alt afhængigt af, om man befinder sig vest eller øst for broen. Men med det delte værtskab vil kommunerne gerne vise, at fælles indsatser gør en forskel, og at der er god grund til at lade sig inspirere af hinanden på tværs af Nordeuropa. Det fortæller den nyvalgte formand for KIMO Danmark, Jørgen Grüner (F):

I Danmark har vi med den grønne trepart skabt en stærk ramme for samarbejdet mellem stat, kommuner og erhvervsliv, som skal være med til at forbedre havmiljøet. Det er en model, som andre lande kan lade sig inspirere af. Samtidig giver det stor værdi at høre, hvordan andre lande griber problemerne an – og jeg håber, deltagerne også kan finde inspiration i nogle af de projekter, vi arbejder med,

- siger Jørgen Grüner (F), der også er formand for Klima- og Miljøudvalget i Slagelse Kommune

Det er vigtigt, vi kan tale højt om vores havmiljø og de mange udfordringer - det gælder fx mikroplast og havaffald såvel som næringsstoffer eller miljøfremmede stoffer. Mange af problemerne er nok universelle, og selvom vi som kystkommuner er forskellige, kan løsningerne ofte være de samme. Det giver derfor utrolig god mening at være en del af KIMO og mødes i det her forum, dele erfaringer og lade os inspirere af, hvordan de gør det i fx Skotland, Holland og Sverige,

- siger Ole Tyrsted Jørgensen (SF), bestyrelsesmedlem i KIMO og næstformand for Teknik- og Miljøudvalget i Nyborg Kommune

Årsmødet afholdes i efteråret 2026 i Nyborg Kommune.

Læs mere om KIMO her

For yderligere oplysninger, kontakt

Nyborg Kommune: Ole Tyrsted Jørgensen, bestyrelsesmedlem i KIMO og næstformand for Teknik- og Miljøudvalget, tlf. 6166 0789.

Slagelse Kommune: Jørgen Grüner, formand for Klima- og Miljøudvalget, tlf. 9243 8228.