Søg

Ny ’rulleliste’ fordeler automatisk renoveringsopgaver efter tur

Til januar indføres et nyt system, der skal sikre og dokumentere, at alle større håndværkeropgaver for kommunen går på tur. ’Rullelisten’ laver nemlig automatisk en fair rækkefølge– men virksomhederne skal selv huske at skrive sig op.

Når en enkelt håndvask går i stykker eller en rude på en skole skal skiftes, så griber kommunen telefonen og ringer til en håndværker. Men fra januar næste år vil alle større opgaver til over 150.000 blive fordelt mellem de lokale tømrere, murere, smede og VVS’ere efter tur og ud fra en liste, de selv skal skrive sig op på.

’Rullelisten’, som den kaldes i daglig tale, skal dermed både garantere og dokumentere, at alle dem, der vil, inviteres med ind til at give deres tilbud på kommunens renoveringsprojekter. Som fx når et tag skal udskiftes eller skolernes faglokaler skal moderniseres.

Vi fordeler i forvejen opgaverne ligeligt mellem forskellige håndværkere, men det kræver tæt koordinering, hvor de ansatte selv hver især skal huske, hvem vi samarbejdede med sidst. Den proces sætter vi nu i stedet ind i et sirligt system. Man skriver sig op på listen og inviteres så automatisk til at give sit bud på opgaver, når det er ens tur. Det er et både nemmere og mere gennemsigtigt,

- siger Anders Bardino Vestergaard, der er bygningskonstruktør i ejendomsafdelingen og ansvarlig for den nye liste.

Selvom det kun er opgaver for over 150.000, der fordeles med hjælp af rullelisten, så skal alle håndværkere, der vil udføre både store og små opgaver for kommunen, være skrevet op på den.

Systemet fungerer sådan, at når man først har været i spil til én opgave, ryger man nederst på listen igen og så er det nogle andres tur. På den måde sker rotationen helt automatisk. Til gengæld er det nu håndværkerne selv, der skal række ud og skrive sig op på listen, hvis de gerne vil byde ind på kommunens opgaver som fx tømrer, murer eller vvs-virksomhed. 

Umiddelbart synes jeg, det lyder meget smart. Der skal lige helt styr på, hvordan vi skriver os op på alle de forskellige entrepriser og opgaver – det er jo noget nyt, der skal køres i gang. Men jeg synes, det virker som en fornuftig løsning, der netop skal sørge for, at alle dem, der vil, kommer med i et fast rul og bliver tilgodeset, når kommunens håndværkeropgaver skal fordeles,

- siger Troels Hansen, der ejer Østfyns Tømrer og Snedker

Der åbnes for tilmeldingerne til rullelisten nu, og er man interesseret, kan man skrive sig op indtil 1. december. Selve systemet tages i brug efter årsskiftet. Derudover vil den nye måde at fordele opgaverne på også løbende blive drøftet med de lokale håndværkere og blive tilpasset, hvis der er brug for det:

Når man afprøver noget nyt, har man sjældent en perfekt formel fra start. Så vi er meget åbne overfor input og prioriterer samarbejdet med de lokale erhvervsdrivende højt. Det er jo netop derfor, vi lancerer den her liste og den nye tilgang: så vi kan vise, at ingen bliver snydt og at alle er velkomne, når kommunen skal have løst opgaver,

- fortæller Anders Bardino Vestergaard fra Nyborg Kommune

FAKTA

  • Håndværkerrullelisten er for alle tømrer/snedkerer, malere, murere, elektrikere, VVS’ere, blikkenslagere, gulvlæggere, gartnere, kloakmestre, entreprenører m.fl., der gerne vil i spil til at løse større opgaver for Nyborg Kommune.
  • Det er et krav for optagelse på listen, at virksomheden skriver under på at overholde alle kommunens klausuler om fx social dumping.
  • Systemet er opdelt i fagområder og opgavestørrelser, så den enkelte virksomhed kan tilmelde sig de opgaver, den ønsker.
  • Rullesystemet sikrer, at når et firma har været i spil til en opgave, så flyttes de automatisk nederst på listen, så det næste gang er nogle andres tur.
  • Håndværkerrullelisten er åben for tilmeldinger fra midten af september 2025 og tages officielt i brug fra januar 2026.
  • Du kan læse mere om rullelisten og tilmelde dig her